22.12.08 - Skrevet af Mikael Nyberg
FINANSKRISEN. Den kapitalejende klasse har vist sig ude af stand til at løfte sig ud af den samfundsmæssige irrationalitet som følger af de rationelle valg hver enkelt kapital foretager i konkurrencen på markedet. Alligevel forsøges den kapitalistiske systemfejl at bortforklares med enkelte spekulanters grådighed. Sandheden er den at når borgerskabet er politisk stærkt, når det ikke udfordres af en organiseret arbejderklasse, udvikler det en enestående dumhed hvor det sejrer sig ihjel i økonomiske kriser, socialt forfald og endeløse kolonikrige.
Der er tumult på de boblende børser. Banker kollapser, slukørede spekulanter sammenligner situationen med krakket på Wall Street i 1929, og krisen forplanter sig til lande og verdensdele med opsigelser og betalingsstandsninger. Førende politikere, fra Sarkozy og Brown til Reinfeldt og Sahlin, undrer sig højlydt over bankdirektørernes grådighed. Det er et forsøg på at aflede opmærksomheden. Kalibaliken stammer ikke fra personlig uformåenhed. Dumheden er systematisk. [1]
I efteråret 2006 fik arbejderne ved Volvos Torslandafabrik i Sverige en ny chef, Lars Danielsson.
- Man kan altid vride en dråbe mere ud af håndklædet end man tror, forklarede han.
Virksomhedsledelsen regnede blandt andet ud at den kunne mindske pladsen ved visse stationer langs samlebåndet fra 120 til 90 centimeter. Så ville arbejderne ikke forgæves sløse aktieejernes kapital bort på ikke produktive bevægelser (som at strække ryggen og tage et skridt væk fra båndet).[2]
Båndet løb løbsk og der var snart sagt overarbejde hver lørdag. Arbejdsledelsen afgjorde hvem der skulle blive hjemme, eftersom fagforeningen havde givet afkald på retten til at sige nej tak.[3]
Så kollapsede efterspørgslen i USA og bemandingsfirmaet opsagde personale. Arbejderne fik besked på at gøre rent i produktionspauserne. Chefer kom på inspektion med hvide handsker for at kontrollere at intet snavs i nogen afkrog blev ladt urørt.[4]
Nu har virksomhedsledelsen varslet opsigelsen af hver tredje ansatte. Jeg hører Lasse Henriksson, faglig aktivist på fabrikken, i en radiodebat med blandt andre erhvervsministeren. Han rejser store spørgsmål om olien, klimatruslen og den svenske bilindustris fremtid – kan hele dette produktionsapparat og alle disse kompetente arbejdere ikke fremstille noget mere nyttigt end fossilforbrændende køretøjer til verdens velstillede? De to politikere synes ikke at fatte et muk af hvad han siger.[5]
”Det er på tide at verden giver nyliberalismen baghjul,” skriver de svenske socialdemokraters leder, Mona Sahlin, i en artikel. Hvordan? Bonusprogrammer bør ”belyses og diskuteres”, og IMF (Den Internationale Valutafond) bør ”hurtigst muligt kaste lys over forudsætningerne for et uddybet internationalt samarbejde” der sikrer stabilitet på markederne.[6] Dette unddrager sig enhver indsigt i hvad der foregår. Ganske vist har bankernes bonusprogrammer bidraget til de finansielle spekulationer, men både den personlige berigelse og jagten på stadigt mere lyssky investeringsobjekter har dybereliggende årsager. Krisen er forbundet med det kapitalistiske samfunds inderste mekanismer og med det rådende styrkeforhold klasserne imellem.
Det afgørende for de kapitalister som i dag behersker verdensmarkedet er ikke fysisk ejendom som fabrikker og maskiner, men kontrollen over de dele af den globale akkumulationsproces som sikrer adgang til monopolprofitter. Det kan handle om forskningsanlæg, teknisk avancerede industrier eller infrastruktur som el- og telenet, men stadig oftere drejer det sig om immaterielle aktiver som varemærker, patenter og priviligerede positioner i det finansielle pyramidespil. De store vestlige virksomheder får en parasitær karakter – samtidig med at de outsourcer stadig større dele af produktionen til underleverandører, lægger de beslag på voksende dele af den producerede merværdi. John Kay, kronikør i Financial Times, sammenfatter strategien hos Warren Buffett og andre finansmagnater: ”Den kapital som investorerne placerer på børsen finansierer i dag ikke produktive investeringer, men køber andele i etablerede pengestrømme… Du behøver ikke at eje vejen, det er tilstrækkeligt med toldinstandsen på trafikåren.” [7] Det handler ikke om en postindustriel netværksøkonomi, frigjort fra fabrikepokens samlebånd og klassemodsætninger. I sin indbyrdes konkurrence fremkalder monopolkapitalisterne tværtimod en forceret kapitalistisk industrialisering af produktion og proletariseringen af nye samfundslag. Samlebåndende løber hurtigere end nogensinde og strækkes med justin- time leverencer og bevidst underbemanding ud over lande og verdensdele. Samtidig standardiseres og splittes produktionen af serviceydelser efter industrielle principper.
I toppen hersker monopolet, i bunden raser den hårdste konkurrence. Således presser verdensmarkedets fyrster kapital ud af underordnede vasalvirksomheder og det omgivende samfund. Men desto større rigdom der hober sig op i de monopolistiske koncerner, og jo mere lønnen og den almene velfærd må give efter, desto sværere bliver det at finde produktiv afsætning for den akumulerede merværdi. Stadig større summer investeres i stedet i pyramidespillet med værdipapirer, ejendomme og andre aktiver. Kapitalen søger ud på finansmarkederne, hvor den mangfoldiggøres i uendelige kreditkæder.
Men de vældige værdier som spekulanterne spekulerer med, udgør kun en fordring på virkelig rigdom, de må realiseres i forøgelsen af produktiv kapital. Jo større nominelle beløb som omsættes i de finansielle netværk, jo mere påtrængende bliver kravene til fabriksgulvet og servicestedet. Den fiktive rigdom vender tilbage til produktionen med diktat om hurtigere og højere afkast. I industrien og i servicesektoren bliver hver ikkeproduktiv bevægelse et utåleligt afbræk i regnskabet, men i toppen af de globale virksomhedspyramider er der samtidig mere end nok at tage af for dem som forvalter kapitalen. Revenue’en, den del af merværdien som kapitalisten anvender til eget forbrug, kan vokse uden mådehold. Det luksuriøse liv bliver til og med, som Marx påpegede, en forretningsmæssig nødvendighed. Det demonstrerer kreditværdighed og tiltrækker ny kapital i jagten på afkast.
De førende politikere som nu klandrer direktørerne for deres grådighed har selv i årevis drevet denne udvikling fremad. De flakkede rundt i the Washington consensus, det nyliberale omstillingsprogram for samfundet som blev skabt efter gældskrisen i Latinamerika i 1980’erne og stadfæstet af institutioner som IMF. De lovede os at EU ville tæmme den globale finanskapital, og de sagde at kamp mod inflationen, orden i statsfinanserne og fornyelse af arbejdslivet, markedet og den offentlige sektor ville redde velfærden.
LO-ledelsen i Sverige holdt under den svenske nationalbanks overopsyn en stigning i løningerne tilbage, mens politikerne svækkede trygheden i ansættelsen, skar i sociale udgifter, privatiserede skoler og sundhedsordninger, satte pensionskapitalen til rådighed for børshajerne og afviklede de reguleringer som siden krisen i 1930’erne havde hæmmet spekulationerne på finansmarkedet. Sloganet var al magt til finanskapitalen! I Sverige og mange andre lande førte denne politik til en ophobning af kapital hos store selskaber og banker og berigede de øverste blandt de øverste, det i en grad som ikke var set siden starten af 1900-tallet. Den mindste lønforhøjelse ud over gældende diktat fremkaldte ryster der himlede op om inflation og økonomisk undergang, men adgangen til kreditter til luksusforbrug og spekulative investeringer påkaldte sig ingen hævede øjenbryn. Nye kriser for banker og finansinstitutioner førte til nye indsprøjtninger af likviditet fra Federal Reserve og andre nationalbanker, hvilket løftede pyramidespillet med aktier, ejendomme og andre aktiver til nye højder.
Det var, som mere eftertænksommme kommtatorer påpegede, en farlig udvikling, men bag om politiken var der stærke drivkræfter. Den grænseløse kredit var finanskapitalens fremmeste konklurrencemiddel og en kilde til enestående rigdomme for den klasse som monopoliserde det økonomiske liv. Frem til begyndelsen af 1980’erne forøgedes kreditmængden i USA’s økonomi knapt dobbelt så hurtigt som bruttonationalproduktet. Derefter kreditmættedes konjunkturerne i en sådan grad at der i 2007 gik næsten fem dollar i nye lån på hver dollar i øget BNP (Bruttonationalprodukt).[8] Der var en lignende udvikling i EU-landene. De finansielle aktiver voksede til og med hurtigere i Euro-området end i USA, og London begyndte at overhale New York som internationalt finanscentrum.
På de højeste tinder var konjunkturerne svimlende, og endda ude i forstæderne spredte hysteriet om placering af pension og ejendomshandler sig, men i en slags krybende depression blev arbejdsliv, velfærdsordninger og infrastruktur brudt ned. Spekulanternes samlede krav på fremtidig afkast voksede langt ud over den merværdi som kunne realiseres på markedet. En række regionale finansielle kriser er derfor mundet ud i et verdensomfattende sammenbrud. Hvad der står tilbage af the Washington consensus er blot en paralyserende dumhed.
Statsmagterne satser nu offentlige summer på at afhjælpe den pludselige brist på kapital som opstår når de fiktive værdier nedskrives – alene i EU regnes udlovede kreditgarantier og kapitalindsprøjtninger til 22.500 milliarder kroner.[10] Respekt for budgetter og inflation er der ikke tale om når kapitalstærke koncerner gisper efter kredit.
Redningsaktionen i bankverdenen efter det svenske finanskrak i 1992 er et forbillede for panikagtige forholdsregler. Staten redede økonomien ved at pumpe kapital ind i bankvæsenet – sådan lyder historien. Nogle detaljer er blevet fortrængt: Hvordan bankernes rekonstruktion havde den pris at titusinder af småvirksomheder gik konkurs, hvordan den finansielle rystelser blev fulgt af massearbejdsløshed og et produktionsfald tre år i træk, og hvordan landet kun lagde krisen bag sig ved hjælp af en kraftig devaluering og en efterfølgende vækst i den internationale økonomi. Eksporten steg fra 27 procent til mere end 50 procent af BNP.[11]
På lignende vis løftede Tyskland sig op af krisen efter sin genforening og Japan og vækstlandende i Asien op af deres finansielle sammenbrud i 1980’erne og 90’erne: løn og levevilkårene for den store masse devalueredes, salget på et voksende verdensmarked fik priserne til at klinge af.
Er en sådan redning mulig i den aktuelle krise?
På trods af årtier med stigende produktivitet er reallønen i USA i dag lavere end for 35 år siden.[12] Familierne holdt først deres indkomster oppe ved at flere kvinder begyndte erhvervsarbejde? Senere forlængede de ansatte deres arbejdstider. Og til sidst belånte de deres huse for at forbruge på kredit.[13] Låneboblen holdt ikke bare tilvæksten i USA i gang, den var vigtig for store dele af verdensøkonomien. Nu er regnestykkerne revnet. Hvad skal holde efterspørgslen kørende i den situation for Volvo og de tyske, japanske og kinesiske eksportindustrier?
Kapitalen kan ikke samlet spare sig ud af krisen, alligevel vil alt for mange forsøge det. Tilgangen til frisk merværdi afgør hvilke virksomheder der overlever. Det gælder om at vride endnu nogle dråber ud af det håndklæde som synes tørt. Regeringerne er hurtige til at træde til. I Sverige og andre lande er stærke systemer der automatisk indebærer at løn og almen velfærd sættes på lavt blus allerede i gang. Arbejdsmarkedets forholdsregler er atter
som i begyndelsen af 1900-tallet udformet for at få folk til at sænke deres krav om løn og gode vilkår. EU’s budgetkrav vil fremtvinge nye sociale nedskæringer når skatteindtægterne mindskes og redningsaktionen til fordel for bankerne skal betales, og med de nye pensioner må de ældre stå for meget af tabet på børserne. Husholdningen er fra nu af, som Gerd Häusler ved IMF har udtrykt det, ”den yderste støddæmper” i det finansielle system.[14]
Krisen har sandelig fremkaldt et væld af eftertanke i samfundets øverste koridorer. ”Jeg tror ikke længere på markedets selvhelende kræfter,” udtaler chefen for Deutsche Bank, og i Financial Times dödförklarar forhenværende Verdensbankøkonom Martin Wolf ”drømmen om en global finanskapitalisme”. [15] Keynes og Galbraith har fået en renæsance, og venstreideologer tror på en tilbagevenden til velfærdsstaten og fællesskabet. Men det er drømme uden grund i klasseforholdende.
Hvordan gik det til i Sverige efter krakket i 1992? De nyliberale omstillinger som socialdemokrater og borgerlige politikere i fællesskab havde gennemført var endt i finanskrise og depression. Socialdemokraterne vandt rigsdagsvalget i 1994 på løftet om en kursændring, og i den efterfølgende folkeafstemning om EU lovede daværende statsminister Ingvar Carlsson at folkhemmet ville genopstå i det europæiske fællesskab. Banker og store virksomheder investerede millioner i at sprede budskabet landet over.
Markedsfundamentalismen havde mistet ansigt, men i den politiske praksis fortsatte man som hidtil med privatiseringer, sociale nedskæringer og afreguleringer – først sammen med den parlamentariske venstrefløj, siden med ”det nye arbejderparti”, de mørkeblå Moderaterna. Mindre end et årti efter krakket i 1992 var det tid for IT- og telecom-boblen og nu er der krise igen. Den egentlige årsag er ikke manglende intelligens eller historisk viden, selvom den ikke hjælper. Den kapitalejende klasse har vist sig ude af stand til at løfte sig ud af den samfundsmæssige irrationalitet som følger af de rationelle valg hver enkelte kapital foretager i konkurrencen på markedet.
Velfærdsstaten og dets klassekompromisser var et svar på udfordringen oppefra, et produkt af borgerklassens politiske svaghed. Kapitalejerne i Skan-dinavien valgte at indgå i en fælles forståelse med det reformistiske socialdemokrati for at undgå det der var værre, en revolutionær arbejderbevægelse. På lignende vis blev New Deal udviklet i USA. Med Den Kolde Krigs antikommunisme forsøgte magthaverne at undertrykke truslen fra arbejderklassen, men blev afbrudt af 1960’ern og 70’ernes folkelige bevægelser og tvunget til nye indrømmelser.
Kapitalejerne fandt at udgifterne til klassekompromisserne blev en stadig større byrde. Verdensøkonomien var i uorden, på fabriksgulvet tog de ansatte sig friheder og i regnskabsbogen kunne der aflæses faldende overskud. Da de folkelige bevægelser blev dysset ned, erklærede de borgerlige en ny frihedstid og gik til angreb på fagforeninger og velfærdsstat. Den aktuelle kalibalik er frugten af successrig klassekamp ovenfra.
Når borgerskabet er politisk stærkt, når det ikke udfordres af en organiseret arbejderklasse, udvikler det en enestående dumhed. Vi ser det i alt fra svindelkonjunkturerne til privatiseringen af samfundets infrastruktur og i hovmodet i de aktuelle krige. De borgerlige sejrer sig ned i økonomiske kriser, socialt forfald og endeløse kolonikrige. Så er det på tide at diskutere store spørgsmål. Vi behøver folkebevægelser der er navnet værdige til at rejse dem.
Mikael Nyberg er journalist og forfatter. I 2005 udgav han ”kapitalen.com: myten om det postindustrielle paradis på dansk”. Artiklen er oversat fra svensk af Dino Knudsen. Illustration Ib Kjeldsmark
NOTER:
1. Ny teknik 29.11.06.
2. Kvasten 5, 03.07, Kvasten 17, 04.08.
3. LO-tidningen 26.01.07, Kvasten 7, 05.07.
4. Kvasten 21, 09.08.
5. Studio Ett, P1, 08.10.08.
6. Dagens Arena 06.10.08.
7. Financial Times 19.03.08.
8. Financial Times 23.01.08
9. Financial Times 19.06.07.
10. Financial Times 14.10.08.
11. Lars Jonung, Dagens Nyheter 08.02.08.
12. www.creditwritedowns.com/2008/06/chart-of-day-real-hourly-earnings.html, jfr.
Labor Research Association: Average Weekly Earnings (in 1982 constant dollars) 1964-2004,
www.workinglife.org/wiki/Wages+and+Benefits%3A+Real+Wages+(1964-2004)
13. Robert Reich, Financial Times 30.01.08.
14. Financial Times 28.01.05.
15. Financial Times 25.03.08.