20.02.08 - Skrevet af Holger Ross Lauritsen
LEJRNYT. De mennesker der er genstand for mediernes skiftende fokus og agenda kommer ikke altid til orde. Vi har vænnet os til at de i stedet for at præsentere sig selv, bliver repræsenteret af journalister, eksperter og meningsdannere. Det gælder ikke mindst de afviste asylansøgere. De har ofte det til fælles at de har været politisk aktive i deres hjemlande. Derfor tog Det Ny Clarté initiativ til et interview hinsides de velmenende, men reducerende og afpolitiserende, opfattelser af asylansøgerne som nogle stakler der blot sidder og venter på vores medlidenhed.
Det blev til en samtale om hvordan asylansøgerne selv ser på de støttedemonstrationer de har været genstand for, og om det nytter noget at sultestrejke og om hvem der egentlig bestemmer i Danmark.
Grundet en af verdens strammeste asyllovgivninger sidder der i de danske asylcentre omkring tusind afviste asylansøgere, hvoraf mange har siddet der i adskillige år. Dette forhold har efterhånden fået en del presseomtale og er blevet kritiseret af både forskellige foreninger, politiske partier og almindeligt forargede borgere. Alligevel har regeringen nægtet at ændre på asylpraksissen.
Hvordan skal man forholde sig til denne stædighed? Med andre ord: Med hvilke midler skal der fremover fortsat lægges pres på regeringen? Et svar herpå kan man nok delvist finde hos de mange foreninger og netværk der arbejder for en anden asylpolitik. Deres udsendte har imidlertid valgt at gå uden om disse kanaler og spørge en af dem, hele sagen drejer sig om.
Ali, som har foretrukket at være anonym (hans rigtige navn er kendt af redaktionen), er iransk flygtning. Han fik for fire år siden afslag på sin ansøgning om asyl og har siden skullet melde sig til politiet to gange om ugen. I Iran var Ali aktiv i studenterbevægelsen som modarbejder præstestyret. På den baggrund var det nærliggende at stille ham et lidt flabet spørgsmål, da jeg snakkede med ham hen over en kop kaffe på hans værelse i Sandholmlejren:
Hvorfor har du og andre politiske flygtninge ikke taget jeres politiske aktivisme med jer til Danmark? I er vel vant til at arbejde politisk under ret ekstreme vilkår, så hvordan kan det være at det i den grad er lykkedes at lukke munden på jer?
“Svaret er nok at mange politiske flygtninge er trætte af politik. Det er jo netop derfor vi har søgt om asyl. Da jeg selv kom til Danmark, ville jeg bare have asyl hurtigst muligt så jeg igen kunne begynde et liv som det jeg før har haft i Iran, uden at skulle tænke på politik. Det var jo det politiske engagement der tvang mig til at flygte, så det engagement har faktisk ødelagt mit liv.”
Så du fortryder faktisk at du i sin tid blev politisk aktiv?
“Jeg gider det bare ikke mere. Jeg kunne have fået en god karriere og alt muligt, og nu sidder jeg her og kan ikke få noget som helst. Desværre er det bare sådan at man af og til bliver nødt til at blande sig i politik. Under den sidste valgkamp (i Danmark, red.) blev man for eksempel nødt til at fortælle hvad der foregår i Iran, i Danmark, i asylcentrene og så videre. Og det gør jeg så, men jeg ville helst lade være, for det ender bare med at jeg får de samme problemer som jeg havde i Iran.”
Til trods for denne aversion mod politisk aktivisme følger Ali åbenbart med i medierne, for han er forbløffende velorienteret. Og når jeg går ham på klingen, indrømmer han da også at han nok aldrig helt vil kunne lade være med at blande sig. Han håber bare på at få et liv hvor han selv kan bestemme sig for hvornår og hvor meget han vil engagere sig.
Hvad mener du man kan gøre her og nu hvis man vil støtte de afviste asylansøgere?
“Det er svært at svare på. Asylansøgerne selv har ikke kræfter til at gøre så meget. Nu er der så de her “Bedsteforældre for asyl,” der demonstrerer foran Sandholmlejren hver søndag. De har snart været her ti gange, men der hjælper ikke rigtig noget. Det eneste der er sket er at regeringen har sagt at de vil give nogle af de afviste asylansøgere lov til bo at uden for centrene, men det betyder ikke noget. Der er ikke nogen forskel på om man bor i asylcenteret eller udenfor. Man har alligevel ikke lov til at arbejde, og man bliver til sidst sendt tilbage til Iran.”
Af og til er der trods alt noget der virker. Sidste år var der for eksempel nogle iranere der sultestrejkede på Christiansborg Slotsplads, og en af dem endte med at få opholdstilladelse.
“Ja, det var faktisk nogle af mine venner. Det startede med at en fyr vi kendte begik selvmord. Det var skræmmende, for han var helt normal og havde de samme forhold som os andre. Men han fik afslag, og det er der nogle der ikke kan holde ud. Han begik selvmord, og så begyndte de andre at sultestrejke.”
Jeg ved ikke om jeg synes det er en god ide at sultestrejke. Man ødelægger jo sig selv. Man vender vreden indad i stedet for at vende den udad.
“Man kan blive nødt til at sultestrejke. Hvad foretrækker du, at dø her eller at dø i Iran? Og hvordan skal man ellers bevise at man er forfulgt? Jeg er blevet afvist. De siger jeg skal vende tilbage til Iran. Men jeg er jo ikke dum. Hvis jeg virkelig kunne rejse tilbage til Iran ville jeg da gøre det, i stedet for at sidde her. Alligevel bliver man ved med at afvise mig. Så da de andre begyndte at sultestrejke, overvejede jeg faktisk at gøre det samme for at bevise at jeg er forfulgt. Du siger at man i stedet skal vende vreden udad, men hvordan skal man gøre det? Hvordan skal vi lave en revolution i den danske asylpolitik?”
Man kan jo for eksempel demonstrere og samle underskrifter ind, sådan som Amnesti Nu har gjort.
“Ja, det er også godt, og jeg var med til den fine demonstration foran Christiansborg, men foreløbig har det ikke hjulpet særlig meget. Det er politikerne der bestemmer, og de vil ikke gøre noget for os. Da Rikke Hvilshøj og Anders Fogh pludselig sagde at nogle af os skulle have lov til at bo uden for centrene, gjorde de det bare fordi de var bange for ikke at blive genvalgt. Hvis der skal ske noget for os, skal mange flere demonstrere. Bedsteforældrene er jo kun bedsteforældre. Børnebørnene skal også komme. Lægerne skal komme. Vi har brug for alle mulige grupper. Asylansøgerne kan ikke gøre det alene, men vi kan måske gøre det sammen. Jeg ved dog stadig ikke om det vil hjælpe. I politik er det som med penge: Politikerne er kun interesserede i at rage til sig. Det er det samme i Iran og i Danmark.”
Vi snakker lidt om politikken i andre europæiske lande som Ali også kender en del til. Han fortæller mig at en af de iranere der i sin tid flygtede sammen med ham søgte asyl i England og fik opholdstilladelse efter seks måneder. Da jeg bagefter nævner noget om de mange papirløse indvandrere der i Frankrig og Tyskland arbejder sort eller med falsk ID, påstår han til min overraskelse at det samme finder sted i Danmark:
“Måske halvdelen af de afviste asylansøgere arbejder. De har jo brug for penge, så de arbejder sort i pizzeriaer eller med rengøring til 20 eller 30 kroner i timen. Og jeg mener helt ærligt at de har ret til at arbejde. Hvad skulle de ellers gøre? Siden jeg fik afslag, har jeg ingen penge fået. Jeg kender andre der ikke har fået en krone i over ti år. Og hvis man ikke har penge, kan man ikke tage en tur ud af asylcenteret, ja man kan ikke gøre noget som helst. Regeringen siger at der er brug for arbejdskraft. Jeg kender nogle der virkelig arbejder som traktorer hver eneste dag, og hvis man gav dem lov til at arbejde lovligt, kunne de jo blive en del af økonomien. Desuden ved regeringen udmærket godt at de arbejder, så det er noget hykleri når man diskuterer om de skal have lov til at arbejde eller ej. Problemet er bare at Anders Fogh kun vil gøre noget for de rige. Alle de rige har stemt på ham, for de har brug for ham for at forblive rige.”
Jeg modsiger ham ikke. Før jeg går, vil jeg dog gerne lige spørge ham om noget andet:
Er du religiøs?
“Jeg er muslim, men jeg er ikke rigtigt troende. Jeg tror på Gud, alle tror på en gud, men historierne om Muhammed og andre religiøse ledere siger mig ikke noget. Iran er desværre en islamisk stat. Det betyder at man for eksempel gerne må være kristen, men at man ikke må forsøge at få andre til at blive kristne. Og hvis man er muslim, må man ikke skifte til en anden religion. Der var et eksempel med nogle iranere der var kommet til Danmark og her var blevet kristne. På et tidspunkt havde man sendt dem tilbage til Iran hvor de var blevet tortureret og slået ihjel. Regeringen tror ikke på det, men vi har beviser for det.”
Hvad syntes du om Muhammed-krisen?
“Personligt var jeg ligeglad, men jeg synes alligevel det var dumt at de lavede de tegninger. Selv om vi har ytringsfrihed i Danmark, er det bedst at respektere andre religioner. Det var bare også dumt af muslimerne at rende rundt og brænde ambassader af.”
Holger Ross Lauritsen er ph.d.-studerende på Institut for filosofi og idéhistorie, Århus Universitet. Han har bl.a. arbejdet politisk med papirløse indvandrere i Paris hvor han har boet og studeret i flere år.