Blekingegadebanden: gangstere eller guerillaer?

03.03.08 af Ulrik S. Kohl | Bøger: Anmeldelser & debat | DNC #6                                    

”KRIMI”. Blekingegadebanden er velskrevet, gedigen, historisk underholdning, men hvorfor udkommer den netop nu, og kan venstrefløjen i dag lære noget af bandens historie?

Udover at sælge over 100.000 eksemplarer af sit værk om Blekingegade-sagen har Peter Øvig Knudsen høstet en stribe priser, senest den hæderkronede Cavling Pris. Statens Kunstfond skriver i sin begrundelse for at hædre Øvig at forfatteren har kortlagt en af de mest bizarre episoder i efterkrigstiden. Den holdning vender vi tilbage til om et øjeblik.

Øvigs to bøger fortæller historien om en revolutionær gruppe der har sit udspring i den maoistiske organisation KAK. KAK udviklede sin egen anti-imperialistiske teori om ”snylterstaten” der indebar at man opgav at mobilisere den danske arbejderklasse da den opfattedes som reaktionær og en del af undertrykkelsen i den tredje verden. Resten af den danske venstrefløj bliver betragtet som useriøs og kaldt for ”venstredynen”. Gruppen, der senere blev kendt som Blekingegadebanden, specialiserede sig i stedet i at røve penge til støtte for den palæstinensiske befrielsesbevægelse PFLP. Tanken var at grundlæggende forandringer i den kapitalistiske verdensorden kun kunne komme fra den tredje verden.

Bøgerne er sandsynligvis de mest læste nogensinde om en organisation på den danske venstrefløj. Det skyldes ikke mindst at Øvig er en fremragende historiefortæller. På bøgernes inderflapper står der: ”Teksten er ikke på nogen måde baseret på forfatterens fantasi, men udelukkende på et stort antal skriftlige og mundtlige kilder.” Dén sætning er falsk og unødvendig reklame, for Øvig har ingen grund til at skamme sig over sin fantasi. Bøgerne er medrivende som en krimi, præcis fordi hovedpersonerne er tegnet som karakterer i en roman: den ideologiske guru med storhedsvanvid, guruens intrigante og tyranniske kone, den perfekte hacker, og så videre. Det bedste eksempel er den godhjertede, men også hensynsløst handlekraftige Holger Jensen; Danmarks bedste brandmand og selvfølgelig sexy som satan selv. Til sammenligning virker Che Guevara som en mut funktionær fra en finsk pensionskasse.

Hvad angår kildegrundlaget havde der ikke været nogen bog uden adgang til dele af politiets arkiver og samtaler med tidligere PET-folk. En mistænksom sjæl kan gruble over med hvilke bagtanker hemmelige dokumenter blev gjort tilgængelige for Øvig - og hvilke, der ikke blev det. På den anden side har det næppe begejstret alle dele af PET og Justitsministeriet at bøgerne skulle forårsage så megen blæst om netop disse to institutioners håndtering af opklaringsarbejdet.

Men Øvigs bog er ikke bare en drama-dokumentarisk krimi, det er også en historiebog. En af de mest spændende udviklinger indenfor historikerfaget i de senere år er fremvæksten af den såkaldte ”mikrohistorie”. Mikrohistorikere har vist at indlevende portrætter af outsidere og marginaliserede grupper kan afsløre væsentlige ting om resten af samfundet som den ”officielle” historieskrivning ignorerer. På den måde er beretninger om for eksempel en skrupskør møller i inkvisitionstiden blevet brugt til at afdække overraskende ting om skjulte magtkampe mellem den katolske kirke og den brede befolknings fortolkninger af religion.(1)

Det er ikke Øvigs ærinde at forklare at radikaliseringen af unge danskere, som de senere bandemedlemmer, var en let forståelig reaktion på de vestlige demokratiers moralske og politiske bankerot i form af USA’s udryddelseskrig mod den vietnamesiske befolkning, og den israelske stats menneskefjendske brutalitet mod palæstinenserne.

Men for den nysgerrige læser med baggrundsviden i bagagen giver Øvigs bøger masser af den slags stof til eftertanke. Blekingegadebandens voldsparathed, der kostede en politimands liv og efterlod flere ofre med forkrøblede skæbner, var i småt et spejlbillede af vestlige militærapparaters tortur og mord på frihedskæmpere og civile i slutfasen af opgøret med kolonitiden. Bandens globaliserede moralske logik var 30 år forud for sin tid - og komplet uforståelig for omverdenen. Øvig gør sig hæderlige anstrengelser for at ramme en saglig tone der ikke er skinger. Derfor er bøgerne brugbare såvel for den kritiske læser på venstrefløjen og for den regerende højre-elite, der kan bruge de populære tykke bind til at gokke venstrefløjen i nøden med, og terrorstemple solidaritet med befrielsesbevægelser. Sjovt nok indgår bøgerne også i elitens egne interne opgør. Med henvisning til Øvigs bøger har Venstre-politikere som Søren Pind således forlangt at den konservative Lene Espersens justitsministerium skal kulegraves. Og Udenrigsminister Per Stig Møller har langet ud efter tre byretsdommere, der i den såkaldte T-shirtsag mod solidaritetsinitiativet Fighters+Lovers dømte at PFLP ikke er en terrorgruppe. Dommerne burde have læst Blekingegadebanden for så havde de dømt anderledes, mener ministeren.(2)

 Det er i dag let at pege fingre af Blekingegadebanden på grund af dens fiaskoer: Gruppen blev ødelagt, medlemmerne fængslet, og mulighederne for at fortsætte det politiske arbejde kraftigt stækket. Det teoretiske grundlag var af tvivlsom værdi, arrogancen overfor arbejdende mennesker i Danmark grænseløs, og gruppens gerninger vakte afsky. Banden var en sær størrelse der er svær at få til at passe helt i rollen som enten gangstere eller guerillaer. Ligesom gangsterbander som Hells Angels har Blekingegadebanden begået drab og lavet kriminalitet for at skaffe penge. Forskellen er at rockere ikke har som mål at erstatte den borgerlige stat med noget mere menneskevenligt, de vil bare berige sig selv. Guerillaer og befrielsesbevægelser som Nelson Mandelas ANC har også dræbt og røvet. Forskellen er at gruppen fra Blekingegade på grund af sin særprægede politiske analyse tillod sig helt at se bort fra en ting, der er blandt de vigtigste for en guerillabevægelses succes - nemlig lokalbefolkningens støtte og sympati. Den tankegang er farlig for en væbnet gruppe der betragter sig som revolutionær.

Men hvad er det egentlig for præmisser bandens handlinger skal bedømmes på? Er vold for eksempel et legitimt middel i den politiske kamp i Danmark? Ja, mener den borgerlige stat tydeligvis, eftersom politi bliver sat til at tæve fredelige politiske demonstranter, som for eksempel faglige blokadevagter under RiBus-konflikten, eller til at skyde på urolige aktivister som de autonome under EU-protesterne d. 18. maj 1993. Også de dele af venstrefløjen der ikke er pacifister, anerkender vold og militans som en del af den politiske kamps virkelighed. For en inspirerende debat om dette emne i kølvandet på Ungdomshus-urolighederne kan man tjekke modkraft.dk’s artikelserie om militans eller friklasse.dk.

Et provokerende spørgsmål er om venstrefløjen i en modløs, individualistisk og fremmedfjendsk tid som vores kan lære af Blekingegadebandens ihærdighed, professionalisme og konsekvente internationale solidaritet? For beretningen om banden rummer også en succeshistorie. Støtten til PFLP bidrog til at palæstinenserne kunne tilkæmpe sig en position som et folk med anerkendte rettigheder – undertrykte, javist – men hverken glemt eller overset. PFLP var dengang (og er det i dag) den vigtigste repræsentant for den demokratiske venstrefløj i Palæstina. For progressive tilhængere af det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse, var det dengang indlysende rigtigt at støtte PFLP med penge og våben. Sådan er det også i dag. Hvad der til gengæld er anderledes i dag er det politiske klima i Danmark. Styrkeforholdet mellem højre og venstre i dag er sådan at når Statens Kunstfond kalder Blekingegade-affæren for bizar så er det underforstået at det også er selve venstrefløjens forestilling om socialistisk revolution i Danmark og verden, der bliver anset som bizar. Venstrefløjens frihed til at bevæge sig i de nødvendige kampe i samfundet er indskrænket voldsomt af højrefløjens offensiv. Derfor er det værd at huske at frihed ikke er noget man får forærende, men noget der skal erobres.

Noter:
1 Carlo Ginzburg: Osten og Ormene. Forlaget Klim, 2006.
2 Weekendavisen: Den globale værdikamp og os. 21.12.2007.

Ulrik S. Kohl er historiestuderende og aktiv i Internationalt Forum.