Den Særegne Bølge og den europæiske studenteraktivisme
14.09.09 af Bue Rübner Hansen og Lorenzo Fusaro |
Aktuelt & Baggrund | DNC #11
BEVÆGELSE. Vi har det seneste år været vidner til en markant radikalisering af studenterpolitikken over hele Europa. Hundredvis af universiteter har været besat og blokeret. De mest radikale kampe har fundet sted i Frankrig, Grækenland og Italien, hvor studenterbevægelser har sat de respektive regeringer under voldsomt pres og hjulpet bredere bevægelser undervejs, kulminerende med generalstrejker i alle tre lande. I Italien er det gået hårdest for sig. Vi tager et kig på bevægelsen som i nogen grad kan ses som illustrativ for en europæisk tendens.
Omkring 40 år efter 1968 synes spørgsmålet om et studenteroprør stadig i høj grad at fænge den offentlige forestillingskraft. Således spurgte det engelske magasin New Statesman for nylig: ”Er Frankrig på tærsklen til et nyt ’68.” I samme dur argumenterede avisen The Guardian for at ”Ånden fra ’68 er ved at vågne på ny,” og citerede en veteran fra det seneste store studenteroprør, den engelske lektor John Rose, for at sige: ”Folk har fået nok af bankmænd, politikere og eliteinstitutioner. Hundrede af os troede at revolutionen ville komme i ’69, men måske kommer den nu.”
Europa i oprør
Hvor overdrevne disse påstande end synes at være, er der ingen tvivl om at antallet af langvarige kampe inden for uddannelsessektoren i 2008 og 2009 har været større end meget længe. I Frankrig, Italien og Spanien har studerende og undervisere blokeret og besat hele universiteter i uger og måneder, mens en bølge af besættelser i solidaritet med Gaza har skyllet over 34 universiteter i England og
Skotland.[1] I en lang række tyske byer gik over hundredtusind skoleelever på gaden den 12. november 2008 i protest mod stigende eksamensstress under PISA-processen, forkortede uddannelser og lærermangel. [2]
Omtrent samtidig opstod stærke protester i Athen mod politimordet på en ung student. De blev hovedsageligt anført af gymnasielever og udviklede sig til optøjer og massedemonstrationer som spredte sig over hele Grækenland, selv til fjerne øer og landsbyer, og kulminerede med generalstrejken den 10.
December 2008.[3] I Grækenland har vreden, som hurtigt viste sig at strække sig videre end den oplevede politibrutalitet, rettet sig mod et udhulet uddannelsessystem og en general proletarisering af den uddannede arbejdskraft. Således er de græske unge fanget i en fælde mellem en ekstrem lav mindsteløn for ufaglært arbejdskraft og en risiko for arbejdsløshed der stiger proportionelt med uddannelsesniveauet.[4]
Med undtagelse af Storbritannien, som ikke har nogen stor tradition for studenteraktivisme, har kampene på tværs af Europa alle rettet sig mod et ensartet sæt af problemer inden for de europæiske uddannelsessystemer herunder nedskæringer, indførsel eller forhøjelser af studieafgifter og en generel markedsgørelse og profitorientering.
I disse kampe har lokale og institutionsspecifikke klager over nedskæringer, forringelser af faciliteter og undervisning således været centrale, mens modstand mod introduktionen af eller stigninger i studieafgifter samt fald i statslige investeringer i uddannelse er blevet rettet mod nationale regeringer. Samtidig er det et gennemgående træk i studenterbevægelsernes analyser og retorik at de opfatter disse kampe som en del af den samme transnationale kamp mod ”neoliberaliseringen” der beskrives som en proces hvori offentlige institutioner såsom universiteter gøres til profitskabende og ”konkurrencedygtige” virksomheder.
Mere specifikt er protesterne rettet mod Bologna-processen ifølge hvilken Europas uddannelsesministre har forpligtiget sig til at ”standardisere” alle højere uddannelser i Europa efter en anglo-amerikansk model. Således har stort set alle europæiske lande været vidne til større reformer af deres uddannelsessystemer i retning af en privatisering af uddannelsesydelser, en varegørelse af viden og indførelsen af ikke demokratiske ledelsesstrategier der er kendt fra den private sektor.[5]
Samtidig er kampene blevet knyttet til den økonomiske krise og svækkelse af de europæiske velfærdstater. Værst ser det måske ud i Grækenland som er et af de lande hvor de neoliberale reformer er gået længst, og hvor opbygningen af velfærdsstaten aldrig for alvor var påbegyndt. Selv hvis studenterbevægelserne i de forskellige europæiske lande har mobiliseret studerende omkring lokale problemer, er disse altså sjældent blevet abstraheret fra den konkrete virkelighed på det europæiske plan. Således kan vi tilføje påstanden om eksistensen af en europæisk studenterbevægelse til den ivrige annoncering af et kommende ’68. Der er ingen tvivl om at de europæiske studerende er mere politiserede end de har været de seneste årtier, eller om at de knytter deres kampe til et europæisk eller endda globalt perspektiv.
Selvom en internationalistisk bevidsthed og viljen til et studenteroprør således er aktiv tværs over kontinentet, forbliver det dog på nuværende tidspunkt tvivlsomt om det er meningsfuldt at tale om en europæisk bevægelse, selvom der i 2009 har været spæde forsøg på at etablere en sådan.[6] Endvidere er kun et fåtal af bevægelserne egentlige massebevægelser, mens mange består af rent lokale grupper. Herved besværliggøres koordineringen af kampene på nationalt plan samt et egentligt samarbejde med partier og fagforeninger.
Den særegne bølge i Italien
I et forsøg på at anskueliggøre og konkretisere de ovenstående pointer kan det være nyttigt at se på den overraskende, men stærke genopblomstring af den italienske studenterbevægelse i oktober og november 2008. Onda Anomala, eller Den særegne bølge, illustrerer nogle af de gennemgående problemer som studenterbevægelser på tværs af Europa er stødt på i forbindelse med intern organisation og i forholdet til andre grupper.
Som de fleste andre europæiske lande har det italienske uddannelsessystem været udsat for et veritabelt mudderskred af reformer hvis voldsomme omfang i høj grad har lammet undervisere og studerende, mens andre har købt dets løfter om ’rationalisering’, ’professionalisering’ og ’strategiske investeringer’. Den italienske studenterbevægelse fik dog først sin opblomstring med vedtagelsen af et såkaldt ”nød-dekret” der i ly af finanskrisens påståede undtagelsestilstand i ét hug gennemførte en række dybdegående reformer i overensstemmelse med logikken i Bologna-processen.
Indeholdt i dette dekret som blev præsenteret af Mariastella Gelmini, Italiens undervisningsminister, var afviklingen af 87.000 jobs i uddannelsessektoren samt en nedskæring i de offentlige bidrag på 8 milliarder euro over tre år, herunder halvanden milliard alene på universiteterne. I et i forvejen presset uddannelsessystem kunne dette selvsagt kun betyde forværrede arbejdsbetingelser for forskere og undervisere, øget usikkerhed i ansættelser, en stigning i antallet af studerende per underviser og en forlængelse af alle ansattes arbejdstider. Derudover indeholdt dekretet en indstilling til en omdannelse af universiteterne til private institutioner, hvorved vejen til virksomheders overtagelse af kontrollen med universiteterne definitivt ville være åbnet.[7]
Analyse, modstand og militans
Imidlertid svarede de studerende for fjerde gang i Italiens efterkrigstid en masse. En bevægelse der mobiliserede hundredtusindvis af studerende over hele landet blev bragt til verden, den største i den seneste bølge af studentermobiliseringer internationalt.[8] I Italien og mange andre steder i Europa betød bevægelsen et farvel til en årrække med få og isolerede studenterprotester. Som en veteran fra en tidligere italiensk revolte udtrykker det, har den særegne bølge været ”den største og mest inkluderende bevægelse i de seneste tredive år.”
Ligesom de direkte angreb på Bologna-processen i Spanien var den italienske bølge ikke blot et “nej” til reformer. Modstanden er således blevet kombineret med en velformuleret og præcis kritik af substansen i dekretet og dets gennemgående logik. Ifølge de analyserne der blev offentliggjort af det store nationale møde i bevægelsen hvor mere end 2000 studerende deltog, kan universiteterne i dag beskrives som fabrikker. Deres funktion er at producere højfleksibel og billig arbejdskraft i løbet af uddannelsesforløb der er så korte som overhovedet muligt.[9] I modsætning til reformernes rationale har de studerende erklæret viden for offentlig fællesejendom og afvist muligheden af at underlægge forskningen private interesser og markedskræfter. Herudover har de studerende argumenteret for forskernes og de studerendes aktive demokratiske deltagelse i alle beslutningsprocesser på universiteterne.[10]
Ved at samle sig under sloganet ”Vi vil ikke betale for deres krise” som senere er gået Europa rundt, gjorde de studerende det samtidig klart at deres krav gik videre end uddannelsesområdet. Som de tyske protesters parole ”Krisen er kapitalismen” gjorde de italienske studerende det klart at deres krav var knyttet til spørgsmålene om lønmodtagerforhold. Det gjaldt i særlig grad usikkerhed i ansættelsen, såkaldt ”fleksibilitet”, mens de studerende agiterede for en generalisering af kampene. I overensstemmelse med en forståelse af de moderne universiteter som ”arbejdskraftsfabrikker” begyndte de studerende at bygge de første broer til arbejderklassen som de anså sig selv som en del af. De begyndte med de ansatte i uddannelsessektoren. Følgelig inviterede de fagforeningsfolk ind i de besatte universiteter og sendte studenterdelegationer til fagforeningsmøder. Herudover blandede de sig i konflikten omkring privatiseringen af det italienske luftfartselskab Alitalia og mobiliserede studenter til demonstrationer indkaldt af arbejderne.
Som i tidligere italienske studenterbevægelser har demonstrationer og universitetsbesættelser været de mest udbredte former for aktivisme. Mange deltagere har anset besættelserne for at være afviklinger af de sædvanlige autoritetsforhold, en skabelse af frigjorte selv-styrede rum hvor der kunne eksperimenteres med nye livs- og samværsformer. Som en 22-årig studerende fra Rom euforisk bemærkede, har det gennem besættelserne ”været muligt at ånde, at tale, at diskutere drømme og fremtiden”.[11]
Samtidig er andre former for protest blevet afprøvet, såsom afvikling af undervisningen i gaderne eller blokader af banegårde under sloganet ”hvis de blokerer vores fremtid, blokerer vi byen”. Ved således at udstrække aktionerne til andre dele af samfundet, er de italienske studerende gået videre end de fleste europæiske studenterbevægelser. De begrænser sig for størstedelens vedkommende til demonstrationer, besættelser og blokader. I et vist omfang er den italienske studenterbevægelses militans blevet forstærket af gentagne fascistiske angreb i gaderne og på universitetsområderne.[12]
Organisationsformer og alliancer
I løbet af perioden med studentermobiliseringer har de fleste aktivister organiseret sig selv i såkaldte ”kollektiver” på institut- eller fakultetsniveau og forenet disse på universitetsniveau hvor det har været muligt. Der er blevet afholdt to møder på landsplan, et mindre i Firenze den 8. november og det førnævnte større i Rom den 16. og 17 november, som samlede omkring 2000 studerende. I disse nationalforsamlinger er de generelle krav og de studerendes forhold blevet diskuteret. I begge tilfælde har de studerende understreget deres uafhængighed af etablerede politiske partier i et forsøg på at undgå at bevægelsen kunne blive opslugt af et parti eller udnyttet i valgmæssigt øjemed.
De studerende i den seneste bevægelse deler deres mistro over for etablerede venstrefløjspartier med tidligere italienske studenterbevægelser. Det er en tendens der kun er blevet forstærket med erfaringen af partiet Rifondazione Comunistas regeringsdeltagelse under Romani Prodi. En regering hvis politik bliver anset for at have bidraget kraftigt til forværringer af både studerende og arbejderes forhold. Som en studerende udtrykte det: ”Vi ønsker at forblive på afstand af partierne, men tæt på arbejderne og alle dem som er ramt af den økonomiske krise”. [13]
Selvom de studerende havde en vis succes med at forene sig på nationalt plan i forbindelse med disse møder, var enheden kun kortvarig. Således lykkedes det ikke at etablere nogen demokratisk valgt national struktur der ville have kunnet mediere kontakten mellem de forskellige kollektiver og mellem studerende, fagforeninger og partier.
På trods af dette viste de studerende sig i stand til at mobilisere brede udsnit af befolkningen og opnå støtte fra nogle dele af mainstream-pressen, blandt andet gennem energiske, kreative og farverige protestformer. Da bevægelsens omfang og potentiale stod klart, begyndte også centrum-venstrepartier og fagforeninger at mobilisere. Herved blev betingelserne for egentlige masseprotester skabt. De besættelser, strejker og demonstrationer som fandt sted i oktober og november 2008, kulminerede således med en generalstrejke i hvor over en million undervisere, forskere, universitetsstuderende og gymnasieelever deltog. Studenterbevægelsen var således lykkedes i sine bestræbelser på at generalisere kampen og blev da også belønnet med at regeringen trak dekretet tilbage. Sejren varede dog kort, nemlig til foråret 2009 hvor dekretet i stort set uændret form blev genfremsat – og vedtaget – i form af en regulær lov som træder i kraft i 2010.
På trods af dette totale tilbageskridt lykkedes det Den Særegne Bølge at svække Berlusconi-regeringen og udstille at den ikke var så stærk som den havde fremstået i månederne op til vedtagelsen af dekretet. Aktivister fra bevægelsen skønner at den ved at true regeringen, men samtidig stille sig skeptisk over for de etablerede partier, rystede og delvis vækkede den ellers henslumrende italienske venstrefløj fra sin nederlagsapati.
Bevægelsen kan derfor vise sig at have fundet sted på et vigtigt tidspunkt idet den, netop som Italien blev ramt af den økonomiske krise, viste at der var en vej frem for venstrefløjen. Sidstnævnte lå ellers i ruiner efter en kaotisk periode med Prodi i statsministeriet og det store nederlag til koalitionen mellem det højre-populistiske Forza Italia og de ”reformerede neofascister” i Alleanza Nazionale.[14]
Erfaringer fra det italienske nederlag
Selvom den italienske bevægelse har udgjort en større trussel mod den siddende regering end de fleste af de seneste års europæiske studenterbevægelser, med undtagelse af Grækenland, Frankrig og de specielle tilfælde Ukraine og Moldova, eksemplificerer Den Særegne Bølge også nogle væsentlige fællestræk som viser begrænsninger og uløste problemer knyttet til denne form for studenterbevægelse. For klarhedens skyld kan disse problematikker deles op i fem hovedpunkter:
1. For det første lykkedes det aldrig den italienske bevægelse at sætte gang i en intern stabiliseringsproces hvilket har betydet at bevægelsen er blevet reduceret til et lille antal aktivister i perioderne mellem de egentlige mobiliseringer.
2. For det andet har den italienske studenterbevægelse været ude af stand til at overskride en vigtig historisk begrænsning: skabelsen af et nationalt koordineringsorgan for de forskellige universiteter. Som følge heraf, har bevægelsen været ude af stand til at udøve et kontinuerligt og koordineret pres for at få opfyldt de kollektive krav. Således gjorde en italiensk studerende i sine overvejelser over Den særegne Bølges begrænsninger opmærksom på at ”den franske erfaring viser os at en national koordination er af afgørende betydning.”[15]
På den anden side viser disse problemer at studenterbevægelserne, mest bemærkelsesværdigt i Storbritannien og Italien, i måske større omfang end nogen sinde før har evnet at mobilisere og organisere sig fra grunden af. Blogs, email-lister og facebook-grupper er blevet brugt til at skabe et højt kommunikationsniveau hvorved information og inspiration er blevet spredt på tværs af uddannelsesinstitutioner og videre til medierne i hidtil uset tempo. Selvom de studerende med besættelserne som den centrale taktik ikke har samme evne til at lamme samfundet som lønmodtagerne, besidder de studerende en række styrker. De har både tiden og uddannelsen til at analysere deres egen situation i et bredere perspektiv og sproget og kommunikationsevnerne til at promovere og udbrede deres analyser.
Mens de studerende således generelt er blevet styrket som gruppe gennem den teknologiske udvikling, har de seneste kampe dog også vist at tidligere studenterbevægelsers evne til at gennemføre længerevarende konflikter er blevet svækket. Mens de studerende altid har haft den fordel at være ekstremt fleksible og mobile, og eksempelvis har haft muligheden for at suspendere studierne i ugevis for at koncentrere sig om bevægelsesarbejdet, har ændrede arbejdsmarkedsforhold og Bologna-relaterede reformer i de europæiske uddannelsessystemer begrænset denne frihed. Hvor studerende tidligere kunne se frem til at indtage en privilegeret stilling på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse, forhøjer den førnævnte proletarisering af vidensarbejderne, samt konkurrencen mellem kandidaterne fra masseuniversitetet, presset for at man hurtigt og problemfrit gennemfører sin uddannelse og indtræder på arbejdsmarkedet. Derudover har reformer introduceret et nyt kontrolregime med mødepligt, flere eksamener og strammere deadlines mens de studerende på grund af introduktionen af stramt adskilte bachelor og master-uddannelser og tværfaglige uddannelser får kortere tid til at opbygge fagpolitiske tilhørsforhold. Alt dette har forkortet de perioder hvor de studerende er fleksible, og besværliggjort længere besættelser samt forsøgene på at opbygge stabile organisationsformer.
3. Går vi videre til det tredje problem, har den italienske studenterbevægelse haft svært ved at etablere bånd til fagbevægelsen.[16] Som den seneste generalstrejke i den italienske uddannelsessektor samt de helt eller delvist sejrrige franske studenterbevægelser i '68, '86, '95 og 2006 viser, er sådanne bånd helt centrale. I alle disse tilfælde har udbredte strejker generaliseret og styrket de studerendes kampe og gjort dem umulige at ignorere idet de blev noget andet og mere end uddannelsespolitiske kampe. Vanskelighederne ved at knytte organiske bånd med arbejderklassen er dog lige så meget et symptom på afpolitiseringen og omdannelsen af fagbevægelserne til forsikringsselskaber som på at studenterbevægelserne skulle være elitære eller selvoptagede.
4. For det fjerde har studenterbevægelserne på tværs af Europa generelt holdt sig på afstand af politiske partier. Dette er en tendens der i Italien er knyttet til en afstandstagen fra den etablerede venstrefløjs fejlslagne strategier, især ideen om at det ville være muligt at forme partier ”of struggle and government”, dvs. indgå i socialdemokratisk ledede regeringer og stadigt udgøre et antikapitalistisk alternativ.[17] Det er næppe en overdrivelse at sige at europæiske venstrefløjspartier generelt har fundet det svært at opbygge sådanne alternativer til den allestedsnærværende profittænkning og de stadig mere udbredte private management-strategier. Kort sagt til de tendenser som har formet Bologna-processen såvel som været den herskende økonomiske ideologi i årtierne op til den nuværende krise.
5. Sluttelig har den italienske studenterbevægelse i vidt omfang ignoreret den resterende ungdom, særligt storbyernes lavtlønnede eller arbejdsløse, hvoraf et uforholdsmæssigt stort antal har en ikkeitaliensk baggrund. Så længe der ikke knyttes bånd mellem studerende og disse delvist eller fuldstændigt ekskluderede grupper, og så længe disse gruppers problemer ikke drøftes i specifikt politiske termer vil det være svært at tale om egentlige tendenser til et ungdomsoprør.[18]
De studerende er fremtidens arbejdere
Langt de fleste af de seneste års europæiske studenterbevægelser har været fokuseret på spørgsmål om studerendes forhold, mens de i nogle tilfælde har skabt ad hoc-alliancer med det akademiske personale på uddannelsesinstitutionerne og med de store fagforeninger i kampen for opretholdelsen af offentlige velfærdsgoder. Slogans som ”studerende og undervisere er arbejdere” og ”universitetet er en arbejdskrafts-fabrik” peger dog på en tendens i retning af en nytænkning af forholdet mellem studerende og arbejdere.
For så vidt som både studerendes og lønmodtageres problemer relaterer sig til det samme neoliberale regime, især de gennemgående velfærdsnedskæringer og privatiseringer af offentlige serviceydelser – og for så vidt som dette regime behandler studerende og undervisere som arbejdere, dvs. underlægger dem de samme profit- og produktionsorienterede management-strategier, er de ”objektive” betingelser til stede for skabelsen af et politisk subjekt, der kan agitere for en forenet front af lønmodtagere og studerende med krav om lighed, generaliseret demokrati og frihed fra markedstvang. Dette vil dog kun være en falsk universalisme hvis studenterbevægelserne forbliver på afstand af storbyernes øvrige ungdom og hvis arbejderklassens nye kerne af indvandrere forbliver uorganiserede i fagforeninger og sociale bevægelser.
Lorenzo Fusaro er Ph.d.-studerende ved Europastudier på King’s College i London hvor han skriver om global politisk økonomi, imperialisme og hegemoniskift. Lorenzo har været aktiv på den italienske og den schweiziske venstrefløj og senest i de engelske universitetsbesættelser for Gaza.
Bue Rübner Hansen studerer MA Critical Methodologies ved King’s College London og har en baggrund som idéhistoriker og sociolog i Århus og København. Bue har været aktiv i studentergruppen Reboot68 samt i den engelske studenterbevægelse for Gaza.
--------------------------------------------------------------------------------
[1] Herudover har protester fundet sted i fem finske byer, mens de studerende ved Københavns og Dublins universiteter har taget mere radikale metoder i brug. I København har hovedadministrationsbygningen været besat i tre dage, mens de irske studerende besatte et parlamentsmedlems kontor. I Kroatien har mindst tre universiteter været besat, herunder Humaniora og Samfundsfags-fakultetet ved universitetet i Zagreb som har været besat i en måned. Se Mulvad (2008), Hansen (2009), og http://slobodnifilozofski.org/
[2] ’Berliner Schülerprotest endet mit Verwüstungen’, Berliner Morgenpost, 12 November 2008, URL: http://www.morgenpost.de/jahresrueckblick2008/article990694/Berliner_Schuelerprotest_endet_mit_Verwuestungen.html
[3] ’Strike adds to unrest in Greece’, BBC News, 10 December 2008, URL: http://news.bbc.co.uk/1/hi/world/europe/7774634.stm
[4] Kouvelakis (2008).
[5] Se Lorenz (2006) for en grundig analyse og kritik af logikken bag Bologna-processen.
[6] Et eksempel på dette er organiseringen af et pan-europæisk studentertopmøde og protester i forbindelse med ministerkonferencen om implementeringen af Bologna-processen i Leuven i Belgien i april 2009. Samt det første kald til en ”global aktionsuge”, i forbindelse med hvilken aktioner har fundet sted på alle kontinenter og i mindst ti europæiske lande. Schwartz-Nielsen (2009).
[7] At de italienske reformer peger i retning af en afvikling af universiteternes selvstyre, betyder ikke, i modsætning til eksempelvis den danske universitetslov af 2003, en egentlig afdemokratisering, men snarere en overgang fra professorvælde til virksomhedsvælde. En oversigt over de fulde implikationer af reformerne findes på http://www.sinistracritica.org/taxonomy/term/229
[8] For en oversigt over den italienske studenterbevægelses i dag se: “L'onda anomala" in Erre, 2009, Nr. 33; De Luca (2008). For bevægelsens historie se “Il movimento studentesco” http://www.instoria.it/home/movimento_studentesco.htm; G. Statera (1979), “Student Politics in Italy”, Higher Education 8, 1979, 657-667.
[9] Nationalforsamlingens samlede resolution kan findes på: http://www.ateneinrivolta.org/documenti
[10] De italienske krav inkluderede afskaffelsen af det nyligt introducerede bachelor- og masterssystem, afskaffelsen af adgangsbegrænsninger på universiteterne samt af mødepligt til undervisningen og krævede en rimelig betaling til praktikanter og ph.d.-studerende.
[11] Curzio Maltese, “Io non ho paura”, La Repubblica, 24.10.08.
[12] Se f.eks. 'Fascister angriber studenterdemonstration i Rom', http://indymedia.dk/articles/514
[13] Laura Montanari, “E gli universitari si incontrano a Firenze”, La Repubblica 11.09.08.
[14] Disse to partier er nu blevet lagt sammen i partiet Il Popolo della Libertà, PdL.
[15] Denne oplevelse gør sig også gældende i Storbritannien hvor de forskellige grupper på den radikale venstrefløj, som er fragmenteret og generelt svag, for tiden forsøger at etablere en national koordination med henblik på at bekæmpe de foreslåede store stigninger i studieafgifterne som sandsynligvis bliver implementeret i efteråret 2009. Se Hansen (2009). For en oversigt over de franske erfaringer, se Kouvelakis (2007). En analyse af denne problematik i italiensk regi, skrevet af studerende i kollektivet på universitetet ‘La Sapienza’ i Rom, kan findes her: http://www.ateneinrivolta.org/content/dal-coordinamento-dei-collettivi-della-sapienza-12-tesi-luniversit%C3%A0
[16] For en historisk oversigt over forholdet mellem studerende og arbejdere i Italien, se S. Hilwig, “You Are not Our Vanguard, a Study of the Italian Student Movement’s Failure to Mobilize the Workers of Fiat in the 1960’s.” In: Critique, Vol 36, No. 2, August 2008, pp. 245-256.
[17] Antonio Negri præsenterer en historisk analyse af dette I “Reviewing the Experience of Italy in the 1970s”, Le Monde Diplomatique, Sept. 1998.
[18] I den engelske Gaza-bevægelse er det i noget omfang lykkedes at skabe sådanne forbindelser hvilket gav en diffus alliance mellem humanitært indstillede liberale, socialister, troende muslimer og sekulære pan-arabister. Samtidig skal denne bevægelse ikke ses alene som internationalistisk solidaritetsbevægelse, men samtidig som en bevægelse af indenrigspolitisk betydning, både i den måde den håndterer racisme-problemet på og i forhold til Englands tætte bånd til Israel og rolle i Irak og Afghanistan.
