Økologi og overgangen fra kapitalisme til socialisme

23.05.09 af John Bellamy Foster | Aktuelt & Baggrund | DNC #10                                    

KLIMATEORI. Socialismen har siden sin oprindelse været optaget af økologisk bæredygtighed. Den er insisterende i sin kritiske analyse af markedets vækstfilosofi og dets fremmedgørelse fra naturen. I dag og i fremtiden opstiller socialismen løsninger på klimakrisen, hvor økonomi og arbejde er organiseret i overensstemmelse med menneskets behov og økologi frem for økonomisk vækst.

Overgangen fra kapitalisme til socialisme er det sværeste problem i socialistisk teori og praksis. Det kunne derfor opfattes som unødigt komplicerende at føje økologispørgsmålet til et i forvejen umedgørligt emne. Jeg skal imidlertid her argumentere for at menneskets forhold til naturen er helt centralt ved overgangen til socialisme. Et økologisk perspektiv er helt afgørende for vores forståelse af kapitalismens grænser, af de tidlige socialistiske eksperimenters fejl og af den generelle kamp for en lighedsorienteret og bæredygtig udvikling.

Mit argument består af tre dele. For det første er det væsentligt at forstå den meget tætte forbindelse mellem marxisme og økologisk analyse. Økologi er langt fra en perifer ting for socialismen som man ofte har villet have os til at tro; den var et væsentligt element i det socialistiske projekt fra begyndelsen – uagtet de senere talrige mangler i denne henseende i Sovjetunionen og lignende lande. For det andet har den globale økologiske krise, som vi nu konfronteres med, dybe rødder i kapitalakkumulationens ”verdens-fremmedgørende” logik der kan spores tilbage til kapitalismens historiske oprindelse som system. For det tredje er overgangen fra kapitalisme til socialisme en kamp for bæredygtig udvikling, og på dette område har samfund i periferien af det kapitalistiske verdenssystem været førende.

Klassisk marxisme og økologi
Der er de sidste tyve år gennemført forskning der har vist at der var et stærkt økologisk perspektiv i den klassiske marxisme. Ligesom en ændring af menneskets forhold til jorden efter Marx’ mening var en vigtig forudsætning for overgangen fra feudalisme til kapitalisme, således blev også den rationelle regulering af stofskiftet med naturen forstået som en vigtig forudsætning for overgangen fra kapitalisme til socialisme[1].

Marx og Engels rejste faktisk de vigtigste økologiske problemstillinger for det menneskelige samfund: opdelingen i land og by, jordforringelse, industriel forurening, bymæssig fejludvikling, arbejdernes sundhedsskader og invalidering, dårlig ernæring, giftstoffer, inddragelse af fællesjord til privateje, fattigdom og isolation på landet, skovrydning, menneskeskabte oversvømmelser, ørkendannelse, vandmangel, regio-nale klimaforandringer, udtømning af naturressourcer (inklusive kul), energibesparelse, entropi (den samlede grad af uorden i et lukket system, red.), behovet for at genbruge industriens spildprodukter, den indbyrdes forbindelse mellem arter og deres miljø, historisk betingede overbefolkningsproblemer, årsager til hungersnød samt spørgsmålet om den rationelle anvendelse af videnskab og teknologi.

Denne økologiske forståelse udsprang af en dybt rodfæstet materialistisk opfattelse af naturen som var en vigtig del af Marx’ grundlæggende syn. ”Mennesket,” skrev han, ”lever af naturen, det vil sige naturen er dets krop, og det må opretholde en uafbrudt dialog med den hvis det ikke skal dø. At sige at menneskets fysiske og mentale liv er forbundet med naturen, betyder simpelthen at naturen er forbundet med sig selv, for mennesket er en del af naturen.[2]”  Ikke alene erklærede Marx i direkte opposition til kapitalismen at intet enkeltindivid ejede jorden, han argumenterede også for at ingen nation og intet folk ejede jorden; at den også tilhørte de fremtidige generationer, og at man burde drage omsorg for den i overensstemmelse med princippet om god husholdning[3].

Lenin lagde vægt på vigtigheden af genbrug af jordens næringsstoffer og støttede både fredning og banebrydende eksperimenter i lokalsamfundsøkologi (studiet af organismers interaktion inden for et specifikt naturligt miljø). Dette førte i Sovjetunionen i 1920’erne og de tidlige 1930’ere til udviklingen af den for verden på den tid sandsynligvis mest avancerede opfattelse af økologisk energilære og trofisk* dynamik (grundlaget for moderne økosystem-analyse)[4].

Det er bestemt ikke alle hovedskikkelser eller alle udviklinger i den socialistiske tradition der kan opfattes som økologisk orienterede. Den sovjetiske marxisme bukkede under for en ekstrem version af den ”produktivisme” som generelt karakteriserede moderniteten i det tidlige 20. århundrede, og som førte til dens egen udgave af miljøødelæggelse. Med det stalinistiske systems opkomst blev de banebrydende økologiske udviklinger i Sovjetunionen i det store og hele knust (og nogle af de tidlige økologisk orienterede marxister som Bukharin og Vavilov blev dræbt). Når man igen i dag opfatter socialisme og økologi som dialektisk forbundne, skyldes det både udviklingen af kapitalismens økologiske modsætninger og socialismens egen selvkritik.

Kapitalismens fremmedgørelse fra verden
Nøglen til at forstå kapitalismens relation til miljøet er en undersøgelse af dens historiske begyndelse, det vil sige overgangen fra feudalisme til kapitalisme. Denne overgang var enormt kompleks og forløb over flere århundreder, og vi kan selvfølgelig ikke behandle den dybtgående her. Jeg vil kun fokusere på nogle få faktorer. Borgerskabet rejste sig i den feudale økonomis sprækker. Som navnet antyder, havde borgerskabet primært sin oprindelse som klasse i byerne og inden for handelslivet. Hvad der imidlertid skulle til for at det borgerlige samfund fuldt ud kunne fremstå som system, var den revolutionære omformning af den feudale produktiosmåde der blev erstattet af kapitalistiske produktionsforhold. Da feudalismen hovedsagelig var et agrarsystem, betød dette naturligvis
en ændring af agrarrelationerne, det vil sige arbejdernes relation til jorden som produktionsmiddel.

Det som fik dette nye system til at fungere, var den uophørlige kapitalakkumulation i den ene cyklus efter den anden hvor hver ny akkumulationsfase tog afsæt i den foregående. Dette betød stadig mere splittede, stadig mere fremmedgjorte mennesker foruden et mere omfattende destruktivt stofskifte mellem menneskeheden og naturen. Som Joseph Needham har bemærket, blev ”erobring af naturen” under kapitalismen til ”erobring af mennesket”; de ”teknologiske instrumenter der blev benyttet for at få herredømme over naturen”, skabte ”en kvalitativ ændring i det sociale herredømmes mekanismer.[5]”

Når vi beskæftiger os med de globale miljøproblemer, er det nyttigt at se nærmere på Hannah Arendts idé om ”fremmedgørelse fra verden” som blev introduceret for 50 år siden i Menneskets vilkår. ”Fremmedgørelse fra verden” begyndte med ”fremmedgørelse fra jorden” på Columbus’, Galileis og Luthers tid. Galilei vendte sit teleskop mod himmelhvælvingen og blev således årsag til at mennesker nu ikke bare var jordiske, men kosmiske væsner. Videnskaben tilegnede sig kosmiske principper for at finde ”det arkimediske punkt” hvorfra jorden kunne betragtes ”udefra”, men med en uoverskuelig fremmedgørelse fra verden som omkostning. Mennesker begreb ikke længere verden umiddelbart ved hjælp af deres fem sanser. Den oprindelige enhed mellem menneske og verden, eksemplificeret ved den græske polis (bystat, red.), var tabt.

Arendt gjorde opmærksom på at Marx fra sine tidligste skrifter var yderst bevidst om denne fremmedgørelse fra verden når han påpegede at verden var ”afnatureret” fordi alle naturlige objekter – for eksempel træ hos både træ brugeren og træ-sælgeren – var omdannet til privat ejendom og til den universelle vareform. Den oprindelige eller primitive akkumulation, menneskers fremmedgørelse fra jorden, som Marx beskrev den, blev en helt afgørende manifestation af fremmedgørelse fra verden. Imidlertid valgte Marx efter Arendts mening at lægge vægt på den menneskelige fremmedgørelse fra sig selv med rod i arbejdet frem for fremmedgørelsen fra verden. I opposition mod dette konkluderede hun at det er ”fremmedgørelsen fra verden og ikke, som Marx mente, (først og fremmest) fremmedgørelsen fra mennesket selv der er blevet kendetegnende for den moderne tid.”

”Processen med at akkumulere rigdom som vi kender den,” bemærkede Arendt videre, var afhængig af at øge fremmedgørelsen fra verden. Det ”er kun muligt på bekostning af verden og selve menneskets væren en del af verden.” Denne rigdommens akkumulationsproces i moderne tid ”satte menneskets ødelæggelseskraft enormt i vejret” så ”at vi er i stand til at ødelægge alt organisk liv på jorden og sandsynligvis en dag endog vil være i stand til at ødelægge jorden selv.” I sandhed ”er det under de moderne vilkår,” forklarede hun, ”ikke ødelæggelsen, men
bevarelsen der fører til ruin fordi selve holdbarheden af de bevarede objekter er den største hindring for omsætningsprocessen hvis konstante fartforøgelse er det eneste konstante der er tilbage overalt hvor denne
proces er slået igennem.[6]”

Arendt havde ingen endelige svar på det alvorlige problem som hun rejste. Nok forbandt hun fremmedgørelsen fra verden med et ødelæggelsessystem der havde sine rødder i akkumulation af rigdom, men hun identificerede den med udviklingen af videnskab, teknologi og modernitet snarere end med kapitalismen som sådan. Fremmedgørelsen fra verden var efter hendes opfattelse triumfen for homo faber (mennesket som skaber af egne livsvilkår, red.) og animal laborans (for Arendt det arbejdende menneske som må tilpasse sig teknologien, red). Med dette tragiske koncept blev hendes læsere opfordret til at skue tilbage på den tabte enhed i den græske polis frem for med Marx at se fremad mod genoprettelsen af menneskets stofskifte med naturen på et højere niveau. Når alt kommer til alt, var fremmedgørelsen fra verden for Arendt en græsk tragedie på globalt niveau.

Der er ingen tvivl om at de konkrete manifestationer af denne fremmedgørelse fra verden
i dag er åbenbare overalt.

Det ”menneskeskabte fingeraftryk på global opvarmning” er blevet påvist ”på ti forskellige aspekter af klodens miljø: overfladetemperaturer, luftfugtighed, vanddamp over havene, lufttryk, samlet nedbør, skovbrande, forandringer i plante- og dyrearter, afstrømningsvand, temperaturer i den øvre atmosfære samt varmeindholdet i verdenshavene.” Den omkostning som nu er på vej til at ramme verden hvis den ikke radikalt skifter kurs, er en regression for civilisationen og selve livet der ligger ud over vores fatteevne: en ødelæggelsens økonomi og
økologi som til sidst vil møde sine grænser[7].

Socialisme og bæredygtig udvikling
Hvordan skal vi møde denne udfordring, vel nok den største som den menneskelige civilisation har stået overfor? Et ægte svar på den økologiske udfordring der går videre end Arendts tragiske idé om fremmedgørelse fra verden, kræver en revolutionær forståelse af en bæredygtig udvikling – en forståelse som både tager højde for menneskets selv-fremmedgørelse (fremmedgørelse fra arbejdet) og fremmedgørelsen fra verden (fra naturen). Som bekendt argumenterede Ernesto ”Che” Guevara i sin Mennesket og socialismen på Cuba for at det væsentligste element i opbygningen af socialismen ikke var den økonomiske udvikling, men den menneskelige.  Denne opfattelse må vi udbygge således at vi i overensstemmelse med Marx erkender at den virkelige opgave er en bæredygtig udvikling som udtrykkeligt beskæftiger sig med det menneskelige stofskifte med naturen via det menneskelige arbejde[8].

Overgangen til socialisme er kun mulig via en revolutionerende praksis som revolutionerer mennesket selv[9]Den eneste måde hvorpå vi opnår dette er at ændre vort menneskelige stofskifte med naturen foruden ores enneskeligt-sociale relationer vorved vi overvinder fremmedgørelsen ra såvel natur som menneskelighed. Marx iterede ligesom Hegel med glæde Terence’s erømte udtalelse: ”Intet menneskeligt er ig fremmed.” Nu er det ydeligt at vi må ddybe og udvide dette til: Intet på denne ord er mig fremmed[10].

Mainstream miljøforkæmpere søger udelukkende at løse de økologiske problemer ved hjælp af tre ”mekaniske” strategier: (1) teknologiske mirakelløsninger, (2) udvide markedet til alle naturens områder, og (3) skabe hvad der blot er ment som beskyttede øer i en verden der stort set er totalt præget af udbytning og destruktion af naturlige omgivelser. Heroverfor er et mindretal af kritisk-humanistiske økologer kommet til at forstå nødvendigheden af at ændre vore grundlæggende sociale forhold. Nogle af de bedste og mest engagerede økologer er således i deres søgen efter konkrete forandringsmodeller nået frem til at fokusere på de stater (eller regioner) som både er økologisk og socialistisk orienterede (forstået sådan at de i betydeligt omfang bygger på social planlægning frem for markedskræfter). Således bliver Cuba, Curitiba og Porto Alegre i Brasilien samt Kerala i Indien fremhævet som pejlemærker, hvad angår økologisk forandring, af nogle af de mest engagerede miljøforkæmpere, såsom Bill McKibben, bedst kendt som forfatter til The End of Nature[11]For nylig er Venezuela begyndt at bruge sit overskud fra olien til at omforme samfundet i retning af bæredygtig udvikling idet man forsøger at skabe et grundlag for at gøre produktionen mere grøn. Selv om der er en vis modsigelse i forhold til det der er blevet kaldt den venezuelanske ”petro-socialisme”, er Venezuela alligevel unik via det faktum at et oliegenereret overskud rent faktisk vies til ægte social forandring snarere end at det placeres i ”oliens forbandelse”, som talemåden siger[12].

Selvfølgelig er der også stærke miljøbevægelser inden for systemets centrum som vi kan nære forhåbninger til. Men på grund af fraværet af stærke socialistiske bevægelser og en revolutionær situation har de i meget højere grad følt sig tvunget til at tilpasse sig det dominerende akkumulationssystem og dermed drastisk undergravet den økologiske kamp. Derfor er revolutionære strategier og bevægelser med hensyn til økologi og samfund som verdenshistoriske kræfter for tiden stort set henvist til periferien, i de svage led og der hvor man har løsrevet sig fra det kapitalistiske system.

Jeg kan kun pege på nogle få væsentlige aspekter ved denne radikale økologiske forandringsproces som den har manifesteret sig i nogle områder i syden. I Cuba er det mål om menneskelig udvikling, som Che fremførte,
ved at tage en ny form ved, som den almindelige betragtning lyder, at ”Cuba gøres mere grønt”. Dette bliver tydeligt i og med fremkomsten af det mest revolutionære agro-økologiske eksperiment på jorden med tilhørende forandringer hvad angår sundhed, videnskab og uddannelse. Som McKibben siger: ”Cubanerne har skabt hvad der måske er verdens største arbejdsmodel for et delvist bæredygtigt landbrug der i meget mindre omfang end resten af verden er afhængigt af olie, af kemikalier, af at sende store mængder af føde frem og tilbage... Cuba har tusinder af organopónicos – byhaver – mere end to hundrede alene i Havana-området.” Faktisk er det ifølge WWF Verdensnaturfondens Living Planet Report ”kun Cuba” i hele verden der har opnået et højt niveau i menneskelig udvikling, med et human development index (indikator for økonomi, sundhed og uddannelse, red.) højere end 0,8, samtidig med at det har et ecological footprint (forbrug af biosfæren, den levende del af jorden, red.) pr. indbygger under verdensgennemsnittet[13].

Denne økologiske omformning er dybt rodfæstet i den cubanske revolution snarere end, som det tit hævdes, et tvungent svar på Sovjetunionens fald i ”den specielle periode” der fulgte efter. Allerede i 1970’erne havde Carlos Rafael Rodriguez, en af grundlæggerne af cubansk økologi, fremsat argumenter for en ”integreret udvikling der skal danne grundlag” – som økologen Richard Levins formulerer det – for ”udvikling af økonomien og de sociale relationer i harmoni med naturen.” Dette blev efterfulgt af den gradvise opblomstring af økologisk tankegang i Cuba i 1980’erne. ”Den specielle periode”, forklarer Levins, gjorde det simpelthen muligt for ”økologerne af overbevisning”, der var skabt via den interne udvikling af cubansk videnskab og samfund, at rekruttere ”økologer af nødvendighed” for efterfølgende også at omvende dem til økologer af overbevisning[14].

Venezuela under Chávez har ikke kun fremmet nye revolutionære sociale relationer med fremvæksten af ”bolivariske cirkler”, lokale råd og øget arbejderkontrol på fabrikkerne, men har også introduceret nogle væsentlige initiativer med hensyn til hvad István Mészáros har kaldt et nyt ”socialistisk tidsregnskab” i produktion og vareudveksling. I det nye Bolivariske Alternativ for de Amerikanske Lande (ALBA) vægtes communal exchange, udveksling af aktiviteter snarere end af værdier[15]. I stedet for at tillade at markedet skal styre hele økonomien introducerer man planlægning for at fordele ressourcer og professionel assistance til dem der har mest brug for det og til flertallet af befolkningen. Målet er her at imødekomme samfundets mest presserende individuelle og kollektive krav som især er knyttede til fysiologiske behov og således direkte rejser spørgsmålet om menneskets forhold til  naturen. Dette er den helt nødvendige for udsætning for at skabe et bæredygtigt samfund. På landet er der også blevet gjort nogle foreløbige forsøg på at gøre venezuelansk landbrug grønnere[16].

Den socialistiske bevægelse, som er vokset frem i Bolivia (skønt modarbejdet i øjeblikket), er forankret i den indfødte befolknings behov og i kontrol med grundlæggende ressourcer såsom vand, olie og naturgas, og den giver håb om en ny slags udvikling. Byerne Curitiba og Porto Alegre i Brasilien er eks-empler på muligheden for mere radikale former for styring af byers rum og transport. Curitiba er, med McKibbens’ ord, ”ligeså meget et eksempel for den første verdens byer, der forfalder og breder sig uregelmæssigt, som for den tredje verdens overbefolkede byer, der vokser eksplosivt.” Kerala i Indien har lært os at hvis en fattig stat eller region styres af ægte socialistisk planlægning, kan den føre det vidt med hensyn til frigørelse af menneskelige potentialer hvad angår uddannelse, sundhedsvæsen og grundlæggende miljøforhold. I Kerala, bemærker McKibben, ”har venstrekræfterne påbegyndt en serie af ’nye demokratiske initiativer’ der er noget af det tætteste på at legemliggøre ’bæredygtig udvikling’ på vores planet.[17]”

Disse er selvfølgelig hovedsagelig små øer af håb for tiden. De udgør spinkle nye eksperimenter med hensyn til sociale relationer og menneskets stofskifte med naturen. De er stadig udsat for klassemæssig og imperia-listisk krig der påtvinges dem ovenfra af det større system. Planeten som helhed er stadig i kapitalens og dens verdens fremmedgørelses vold. Overalt ser vi manifestationer af en stofskifteubalance, nu også udvidet til det biosfæriske
niveau.

Det følger af dette at der kun er ringe udsigt til den nødvendige globale økologiske revolution, medmindre disse forsøg på at revolutionere de sociale relationer i kampen for en retfærdig og bæredygtig udvikling, der vokser frem i periferien, på en eller anden måde afspejles i bevægelserne for økologisk og social revolution i den avancerede kapitalistiske verden. Det er kun gennem en total forandring i systemets centrum som er det sted hvorfra presset på planeten først og fremmest udspringer, at der er nogen som helst reel mulighed for at undgå den ultimative økologiske ødelæggelse.

For nogle kan dette måske forekomme at være et umuligt mål. Ikke desto mindre er det vigtigt at erkende at der i dag findes revolutionær forandring både hvad angår økologi og politisk økonomi. Fremkomsten i vores tid af bæredygtig udvikling i forskellige revolutionære sprækker i den globale periferi kan måske markere begyndelsen til et universelt oprør mod både fremmedgørelsen fra verden og menneskets selv-fremmedgørelse. Hvis et sådant oprør er konsekvent, kan det kun have ét mål: skabelsen af et samfund bestående af associerede producenter der rationelt regulerer deres stofskifte med naturen og ikke kun i overensstemmelse med deres egne behov, men også med fremtidige generationers behov og med livet som helhed. I dag er overgangen til socialisme og overgangen til et økologisk samfund en og samme ting.

John Bellamy Foster er professor i sociologi og har arbejdet med politsk økonomi, miljø sociologi og politisk teori. Han er redaktør af det anerkendte venstreorienterede tidsskrift Monthly Review og har skrevet et utal af politisk, videnskabelige bøger, senest har han skrevet “The Great Financial Crisis: Causes and Consequences” Monthly Review 2009.

Den forkortede artikel er oversat af Flemming Larsen, denne udgave forkortet af Jeppe Klok Due og har tidligeren været bragt i Monthly Review november 2008. Den kan læses i sin helhed på: www.monthlyreview.org/081110foster.php

1. Karl Marx, Capital, vol. 3 (New York: Vintage, 1981), 959. (Dansk udgave: Kapitalen (Rhodos, 1970-72)).
2. Karl Marx, Early Writings (New York: Vintage, 1974), 328. Dokumentation af Marx’ og Engels’ økologiske interesser
som opregnet ovenfor kan findes i følgende værker: Paul Burkett, Marx and Nature (New York: St. Martin’s
Press, 1999); John Bellamy Foster, Marx’s Ecology (New York: Monthly Review Press, 2000); og Paul Burkett and
John Bellamy Foster, “Metabolism, Energy, and Entropy in Marx’s Critique of Political Economy,” Theory & Society
35 (2006): 109–56. Om problemet lokal klimaforandring som det blev rejst af Engels og Marx på deres tid (spekulationer
om temperaturforandringer som følge af skovrydning), se Engels’ noter om Fraas i Marx and Engels,
MEGA IV, 31 (Amsterdam: Akadamie Verlag, 1999), 512–15.
3. Marx, Capital, vol. 3, 911.
4. Om økologisk indsigt hos socialister efter Marx, se Foster, Marx’s Ecology, 236–54. Om tidlig sovjetisk økologi,
se også Douglas R. Weiner, Models of Nature (Bloomington: Indiana University Press, 1988).
5. Joseph Needham, Moulds of Understanding (London: George Allen and Unwin, 1976), 301.
6. Hannah Arendt, The Human Condition (Chicago: University of Chicago Press, 1958), 248–73 (dansk udgave:
Menneskets vilkår (Gyldendal, 2005)); Karl Marx og Frederick Engels, Collected Works (New York: International
Publishers, 1975), vol. 1, 224–63.
7. Michael R. Raupach m.fl., “Global and Regional Drivers of Accelerating CO2 Emissions,” Proceedings of the
National Academy of Sciences 104, no. 24 (June 12, 2007): 10289, 10288; Associated Press, “Global Warming:
It’s the Humidity,” October 10, 2007.
8. Se Paul Burkett’s “Marx’s Vision of Sustainable Human Development,” Monthly Review 57, no. 5 (October
2005): 34–62. Se også Ernesto “Che” Guevara, Man and Socialism in Cuba (kan læses på www.marxists.org/
archive/guevara/1965/03/man-socialism-alt.htm” http://www.marxists.org/archive/guevara/1965/03/
man-socialism-alt.htm – på svensk på www1.1559.telia.com/~u155900388/cheog.htm” http://w1.1559.telia.
com/~u155900388/cheog.htm . På dansk findes teksten i Che Guevara, Revolution – Artikler, taler og breve
(Gyldendals Uglebøger, 1968)). Che henviste til borgerlig kritik af socialistisk overgang, men det var tydeligt at
han så dette problem som en reel modsigelse i de tidlige socialistiske eksperimenter som måtte overvindes. Se
endvidere Michael Löwy, The Marxism of Che Guevara (New York: Monthly Review Press, 1973), 59–73.
9. Se Paul M. Sweezy, ”The Transition to Socialism” i Sweezy og Charles Bettelheim, On the Transition to Socialism
(New York: Monthly Review Press, 1971), 112, 115; Michael Lebowitz, Build it Now (New York: Monthly Review
Press, 2006), 13-14.
10. G. W. F. Hegel, Introductory Lectures on Aesthetics (London: Penguin, 1993), 51; Karl Marx, “Confessions,” i
Teodor Shanin, Late Marx and the Russian Road (New York: Monthly Review Press, 1983), 140.
11. Se Bill McKibben, Hope, Human and Wild (Minneapolis: Milkweed Editions, 1995), og Deep Economy (New York:
Henry Holt, 2007).
12. Michael A. Lebowitz, “An Alternative Worth Struggling For,” Monthly Review 60, no. 5 (October 2008): 20–21.
13. McKibben, Deep Economy, 73. Se også Richard Levins, “How Cuba is Going Ecological,” i Richard Lewontin og
Richard Levins, Biology Under the Influence (New York: Monthly Review Press, 2007), 343–64; Rebecca Clausen,
“Healing the Rift: Metabolic Restoration in Cuban Agriculture,” Monthly Review 59, no. 1 (May 2007): 40–52; World
Wildlife Fund, Living Planet Report 2006, HYPERLINK ”http://assets.panda.org/downloads/living_planet_report.
pdf” http://assets.panda.org/downloads/living_planet_report.pdf , 19; Peter M. Rosset, “Cuba: A Successful
Case Study of Sustainable Agriculture,” i Fred Magdoff, John Bellamy Foster og Frederick H. Buttel, eds.,
Hungry for Profit (New York: Monthly Review Press, 1999), 203–14.
14. Levins, “How Cuba is Going Ecological,” 355–56 i Lewontin og Levins, Biology Under the Influence, 367.
15. Lebowitz, Build it Now, 107–09. Angående teorien om ‘communal exchange’ som øvede indflydelse på
Chávez, se István Mészáros, Beyond Capital (New York: Monthly Review Press, 1995), 758–60. Om “socialistisk
tidsregnskab”, se Mészáros’s Crisis and Burden of Historical Time (New York: Monthly Review Press, 2008).
16. David Raby, “The Greening of Venezuela,” Monthly Review 56, no. 5 (November 2004): 49–52.
17. McKibben, Hope, 62, 154.