Operation Enduring Disaster

07.05.09 af Tariq Ali | Aktuelt & Baggrund | DNC #10                                    

TREDIVEÅRSKRIGEN? Siden 2001 har USA og dets allierede, herunder Danmark, været i krig i Afghanistan. Men hvad er status? Og hvad skal der til for at skabe en afslutning på konflikten? Tariq Ali som har et indgående kendskab til regionens mange modsætninger og forskellige aktører, tager her situationen under behandling.

Afghanistan har næsten været i konstant krig i 30 år, længere end begge verdeskrige og den amerikanske krig i Vietnam lagt sammen. Hver besættelse af landet har lignet dens forløber. I et kort interval mellem krigene oplevede man gennemførelsen af en ondartet social orden, Taliban, med støtte fra det pakistanske militær og Benazir Bhutto, premierministeren der godkendte Talibans magtovertagelse i Kabul. I de sidste to år er USA’s/NATO’s besættelse af landet løbet ind i alvorlige militære problemer. På grund af en global økonomisk krise og valget af en ny amerikansk præsident – en mand der adskiller sig fra sin forgænger med hensyn til stil, intellekt og temperament – er muligheden for en alvorlig drøftelse af en exit-strategi fra den afghanske katastrofe til stede. Den knibe som USA og dets allierede befinder sig selv i, er ikke umulig at undslippe, men en ændring af politikken kan ikke, hvis den skal batte noget, være af den kosmetiske af slagsen.

Washingtons høge vil påstå at på trods af at den militære situation er dårlig, så står den faktisk stadig til at redde. Dette er muligvis i en teknisk forstand korrekt, men det vil kræve en tæppebombning af det sydlige Afghanistan og dele af Pakistan, ødelæggelsen af snesevis af landsbyer og småbyer, drab på et utal af pashtunere og udstationeringen af mindst 200.000 flere tropper i regionen, inklusiv al deres medfølgende udstyr, luft- og logistisk støtte. De politiske konsekvenser af en sådan kurs er så alvorlige at selv Dick Cheney, det tætteste på en Dr. Strangelove som Washington har produceret, har været usædvanlig forsigtig når det angår at foreslå en militær løsning på konflikten.

Det er nu blevet åbenlyst for Pentagon at den afghanske præsident Hamid Karzai og hans familie ikke kan levere hvad der kræves, og alligevel er det sandsynligvis for sent at erstatte ham med FN-ambassadør Zalmay Khalilzad. Karzai, der for sit eget vedkommende kæmper for sin politiske (og sikkert også fysiske) eksistens, fortsætter med at beskytte sin bror Ahmad Wali Karzai, som beskyldes for at være involveret i landets svimlende narkosmugling, men har for nylig afskediget Hamidullah Qadri, hans transportminister, for korruption.

Qadri tog massiv returkommission fra et selskab der fløj pilgrimme til Mecca. Er intet længere helligt?

En forværret situation
At fyre en minister er naturligvis som at fløjte i vinden, i betragtning af korruptions-niveauet i Karzais regering. Under alle omstændigheder er det en regering der kun kontrollerer en lille del af landet. Den afghanske præsident har beskyldt det amerikanske militær for at slå for mange civile ihjel fra luften. Bombningen af landsbyerne Azizabad in Herat-provinsen i august der medførte 91 civile tab (hvoraf 60 var børn), var kun den mest ekstreme af sådanne nylige hændelser. Karzais håndlangere der hurtigt blev sendt af sted for at uddele slik og nødhjælp til de overlevende, blev stenet af vrede landsbybeboere.

Når man tager i betragtning hvor mange tusinder afghanere der er blevet slået ihjel de seneste år, er det ikke underligt at støtten til den ny-talibanske bevægelse er voksende, selv i de ikke-pashtunske områder af landet. Mange afghanere der er fjendtligt stemt over for det gamle Taliban støtter stadig modstandskampen af den enkle grund at de ønsker at gøre det klart at de er imod helikopterne og missilbevæbnede ubemandede droner som udsletter deres hjem, imod ”Big Daddy” som sletter hele landsbyer og de flammer som fortærer børnene.

I februar 2007 præsenterede Michael McConnell, USA’s nationale efterretningsdirektør, en trist oversigt over situationen i felten for Senatets komite for efterretningstjenesterne: ”Afghanske ledere bliver nødt til bekæmpe den endemiske korruption og den altomfattende valmuedyrkning og narkosmugling. I sidste ende vil nedkæmpelsen af modstanden i stor grad afhænge af regerings evne til at forbedre sikkerheden, tilbyde serviceydelser og udvide udviklingen af økonomiske muligheder.

Selvom de internationale styrker og Afghanistans nationale hær fortsætter med at fejre taktiske sejre over Taliban, er sikkerhedssituationen forværret i visse områder i den sydlige del af landet, og taliban-styrker har udvidet deres operationsradius til hidtil fredelige områder vest for og omkring Kabul. Taliban-oprøret har udvidet dets omfang på trods af operationelle forstyrrelser påført dem af ISAF [NATO-styrker] og Operation Enduring Freedom-operationer. Tilintetgørelsen eller tilfangetagelsen af tre Taliban-ledere sidste år – deres første tab af ledende personel – synes endnu ikke at have forstyrret deres oprørsoperationer væsentligt.”

Siden dengang er situationen kun blevet værre, hvilket har medført forslag om at sende flere amerikanske og NATO-tropper af sted – hvilket har skabt endnu større splittelser i NATO. I de seneste måneder skrev Sir Sherard Cowper-Coles, den britiske ambassadør i Kabul, til en fransk kollega (i et lækket memo) at krigen var tabt og at flere tropper ikke var en løsning. Synspunktet blev for nylig gentaget af luftmarskal Sir Jock Stirrup, den britiske chef for forsvarsstaben, som offentligt gik imod en 1-for-1 overførsel af tropper der trækkes fra Irak til Kabul. Han sagde det således:

”Jeg tænker at det vil kræve en hel del overtalelse for der er behov for et meget større britisk kontingent dernede... Så vi må også se at få styr på tingene; det er afgørende at vi reducerer det operationelle tempo for vores væbnede styrker, derfor kan det ikke blive, selv hvis situationen forlangte det, en simpel 1-for-1 overførsel fra Irak til Afghanistan. Vi må nedsætte tempoet.” Den spanske regering overvejer en afghansk tilbagetrækning og der er alvorlig meningsforskelle inden for den tyske og norske udenrigspolitiske elite. Den canadiske udenrigsminister har allerede bekendtgjort at hans land ikke vil forlænge sin tilstedeværelse i Afghanistan ud over 2011. Og selvom debatterne i Pentagon ikke er blevet luftet offentligt, er det klart at der også er kræfter i Washington som betragter krigen som umulig at vinde.

Ind kommer general David Patraeus og indtager hovedrollen som ny leder af CentCom (United States Central Command). Lige siden den ”succes” hans surge fik i Irak (en proces hvis formål det var at skabe midlertidig stabilitet i det hærgede land, ved blandt andet at bestikke oppositionen og anvende selektive dødspatruljer), har Patraeus i stigende grad udtalt og opført sig som Lazarus da han vendte tilbage fra de døde – før hans krop kunne blive grundigt undersøgt.

Situationen i Irak var så frygtelig at selv den mindste reducering i tabstallene blev betragtet som et massivt fremskridt. Med den stigende vold i Bagdad og andre steder i landet klinger al snak om succes ikke desto mindre en smule hult. At lancere en ny surge i Afghanistan nu, hvilket indebærer at sende flere tropper, vil simpelthen mislykkes, selv som propaganda. Måske vil nogle af de 100 rådgivere som general Patraeus har udpeget, skære dette ud i pap for ham.

På vej mod afgrunden
Det vil være dumt af Obama at forestille sig at Patraeus kan udarbejde en mirakkelkur i Afghanistan. Kræften har spredt sig og påvirker også de amerikanske styrker. Hvis de amerikanske medier valgte at interviewe amerikanske soldater i felten i Afghanistan (med løfte om anonymitet), ville de få et mere dækkende billede af hvad der foregår i den amerikanske hær i området.

Jeg lærte en hel del fra Jules, en 20-årig amerikansk soldat som jeg mødte for nylig i Canada. Han blev så utilfreds med krigen at han besluttede sig for at gå AWOL (dvs. at desertere, o.a), og beviste – i det mindste over for sig selv – at den afghanske situation ikke var en uundgåelig knibe. Mange af hans soldaterkammerater følte, påstår han, det samme had til en krig som umenneskeliggør både dem og afghanerne. ”Vi kunne simpelthen
ikke overbevise os selv om at det at bombe afghanerne ikke var anderledes end at bombe landskabet”, var den måde han sammenfattede situationen på.

Moralen i hæren er lav, fortalte han mig. Den aggression der udløses mod civile afghanere, er ofte et dække for dyb depression. Dog opfordrer han ikke andre til at følge i sine fodspor. Som han ser det, må hver enkelt soldat selv træffe sit valg og acceptere de permanente følger som AWOL medfører. Jules var overbevist om at krigen ikke kunne vindes og ønskede ikke at se flere af sine venner dø. Derfor bar han en ”Obama ud af Afghanistan”-t-shirt.

Før han afslørede sin identitet, forvekslede jeg denne unge soldat med filipinske-amerikansk baggrund, født i det sydlige Californien, med en afghaner. Hans træk mindede mig om Hazara-stammens folk som han må have mødt i Kabul. Han var trænet i kamptropperne og som faldskærmssoldat fra Fort Benning, Georgia, og senere forflyttet til den 82. luftbårne division ved Fort Bragg. Her er dele af den historie som han fortalte mig: ”Jeg blev udstationeret i det sydøstlige Afghanistan i januar 2007. Vi kontrollerede alt fra Jalalabad og ned til den nordligste del af Kandahar-provinsen i Regional Command East. Min enhed havde som opgave at pacificere modstanden i Paktika, Paktia og Khost-pronvinserne – områder der ikke havde modtaget nogen form for hjælp, men som var blevet ødelagt under invasionen. Det var meningen at Operation Anaconda [i 2002] skulle have gjort det af med Taliban. Det var hvad de militære ledere pralede med, men alle med blot en smule hjerne gjorde grin af det.”

Han fortalte også om at det var umuligt for ham at behandle afghanerne som undermennesker:

”Jeg sværger på at jeg ikke i et eneste sekund kunne få mig selv til at betragte disse personer som andet end mennesker. Den bedste måde at hærde en ung sej DICK som mig selv (DICK er en forkortelse for
”dedicated infantry combat killer”) er simpel og resultatet af racistisk indoktrinering. Tag en uvidende Karl Smart fra gaderne i LA eller Brooklyn, eller en gut fra Lars Tyndskids marker i Tennessee...og i disse år er der ikke udbudsmangel i Amerika... Jeg var en af produkterne fra no-childleft- behind programmet (resultatet af en lov hvor det bl.a. påhviler amerikanske skoler at videregive eleverne personlige oplysninger til
militærets hververe, o.a.).
Ikke desto mindre så tager du denne tomme beholder og så skræmmer du ham til døde, bryder ham ned så han ingenting er, opbygger et broder- og kammeratskab med dem som han deler sine pinsler med, og fylder hans hoved med racistisk nonsens om at alle arabere, irakere, afghanere er Hajj. Hajj hader dig. Hajj vil ramme din familie. Hajj-børn er de værste, de tigger konstant. Noget af den mest modbydelige og latterlige propaganda. Men du vil blive overrasket over hvor effektiv den er med hensyn til at forme min generation af soldater.”

Mens denne unge mand fortalte mig sin historie, tænkte jeg at han burde vidne for Senatets Udenrigskomite. Resultatet af krigen er dybe ar på dem som udkæmper den, på samme måde som med tidligere imperiekrige. En forandring som vi kan tro på må inkludere en afslutning på dette, hvilket blandt andet betyder en tilbagetrækning fra Afghanistan.

I min seneste bog, The Duel: Pakistan on the Flight Path of American Power, har jeg skrevet om nødvendigheden af at involvere Afghanistans nabolande i en politisk løs-ning der vil gøre en ende på krigen, bevare freden og genopbygge landet. Iran, Rusland, Indien og Kina, såvel som Pakistan må involveres i et forsøg på en politisk løsning der vil understøtte en ægte national regering i mindst et årti efter amerikanernes, NATO’s og deres quislinge-regering  tilbagetrækning. Dog er en sådan løsning ikke mulig inden for de planlægningsrammer som både den nuværende amerikanske forsvarsminister Robert Gates og præsident Barack
Obama har fremlagt. De fokuserer på et nyt surge i Afghanistan. Den hovedopgave der står for døren må være at skabe en social infrastruktur og bevare freden i Afghanistan, noget som Vesten og dets horde af medhjælpende NGO’ere er slået fejl med. Fremmede selskabers opførelse af skolebygninger, ofte for vanvittige summer, bygninger der mangler møbler, lærere og børn, er en del af Vestens surrealistiske og uholdbare tilstedeværelse i landet.

Uanset om man er politiker i den næste amerikanske administration eller en AWOLveteran fra den afghanske krig, har Operation Enduring Freedom fra 2001 åbenlyst forvandlet sig til Operation Enduring Disaster. Det står mindre klart om Obamaadministrationen virkelig kan bryde med den tidligere politik eller bare vil skabe et ekstra militært supplement til det. Kun et virkeligt brud med den katastrofale kurs som George W. Bush, Dick Cheney og Donal Rumsfeld er slået ind på i Afghanistan vil vise vejen til en levedygtig fremtid.

Hvis det skal realiseres vil det sandsynligvis kræve både eksternt og internt pres. Kina er kendt for at være fuldstændig imod NATO’s tilstedeværelse ved eller nær dets grænser. Men mens Kina har været villig til at udøve økonomisk pres for at tvinge politik-ændringer igennem i Washington – som da Kinas centralbank sidste sommer “afbrød sin eksponering over for agenturgæld,” hvilket ikke gav den amerikanske finansminister Paulson andet valg end rent funktionelt at nationalisere realkreditgiganterne – har landet endnu ikke anvendt dets diplomatiske muskler i regionen. Men tro ikke at dette vil vare ved for altid. Hvorfor vente indtil da? Den allerede helt klare destabiliserende effekt som krigen i Afghanistan har på nabolandet Pakistan, er et andet eksternt pres. Pakistan befinder sig i en sårbar økonomisk situation, med et militær som er præget af voksende intern spænding.

Det interne pres i USA for at trække sig ud af Afghanistan er stadig svagt, men det kan hurtigt vokse hvis opløsningen bliver mere tydelig og NATO-allierede nægter at levere de angrebstropper som det nye surge indebærer. I mellemtiden forudser man sult i Afghanistan.