”Den eneste vejleder for min moral er drømmen”

27.04.09 af Kjeld Ammundsen | Bøger: Anmeldelser & debat | DNC #10                                    

Surrealisterne er kommet til byen hele to udstillinger kan ses for tiden. På Louisiana udstilles den Tyske Kunstner Max Ernst og på Statens Museum for Kunst udstiller den danske kunstner Wilhelm Freddi. Begge udstillinger slutter 1. juni

I Københavns området kan man for tiden se to af Europas største surrealistiske malere. Louisiana viser den tyske maler Max Ernst født 1891, Max Ernst var et barn af første verdens krig, som de fleste unge i hans generation oplevede han krigen i skyttegravene og vendte tilbage fuldstændig desillusioneret.

Wilhelm Freddi blev født i København 1909 og som Max Ernst havde han sit udgangspunkt i dadaismen en kunstform der forsøget at beskrive mellemkrigs tidens meningsløsheden. De europæiske kunstnere havde oplevet politiske systemer der havde svigtet. Der havde sat pengemagten over det enkelte menneske og sat løgnen i system. De havde oplevet en overklasse, der aldrig satte deres ben i skyttegravene ofre det meste af en genrations unge mænd. I Tyskland blev det nye kunstbegreb en del af den revolutionær bevægelse. Meningsløsheden skulle have et udtryk: Dadaismen.

Dadaistiske kunstværker var et brud på det småborgerlige udtryk. Marcel Duchamp pissekumme, kaldet ”fontæne” er en kendt eksponent for denne måde at vende alting på hovedet. Dadaisterne var optaget af den tilfældigetankeforbindelse – automatskriften med hele sætninger eller løse ord der dannede en meningsløs provokation – og ade overraskende billedesammenstillingeraf forskellige elementer - Mona Lisa med overskæg eller et udstillet spejl der bliver til ”portræt af en kendt”.

Begge kunstner bevæget sig fra dadaismen og over i det surrealistiske udtryk det vil sige den entydige provokation. Det bevist politiske var stadig til stede men gennem mødet med Freud og Jungs psykoanalyse blev drømmen og drømmens betydning endnu et element i de kunstneriske strømninger. ” Surrealismen er et livssyn, den fungerer som et par magiske brille, ved hvis hjælp vi kan prøve at nå ned til livets kilder” udlægningen er Wilhelms Freddis. Surrealismen er en af de mere holdbare kunstretninger og et af de kunstneriske udtryk som har haft størst indflydelse på nulevende kunstnere, selv om surrealismen er blevet misbrugt af en række slappe epigoner der udvandede udtrykket, så også det pæne borgerskab kunne have det hængende i spisestuen. Surrealismen opstod mellem de to verdenskrige og ville fortælle om modbydelighederne ved at sammenstille og forvrænge den drømte virkelighed. Begge kunstner oplevede at fornærme så meget at de fik kunst beslaglagt og selv endte i fængsel. Max Ernst 3 gange før anden verdenskrig og Wilhelm Freddi i 1961 ad han fremviste en ”fræk” kvinde skulptur med en pik malet på den ene kind. Det var for meget for datidens småborgerskab.

Skal man vælge mellem de to aktuelle udstillinger er det min opfattelse at, udstillingen på Statens Museum for Kunst med Freddis værker er den bedste. Wilhelm Freddi er en herlig kunstner der livet igennem formåede at udvikle sit værk og som har fastholdt en levende åbenhed og sin kritiske sans over for det samfund der lå til grund for hans kunstneriske udfoldelser . Freddi var desuden en stor kolorist, hvilket ikke er så almindeligt blandt surrelister Udstillingen er gennem sin scenografi opdelt i en række temaer, Det selv om han kunst egentlig blot bevæget sig gennem fire temaer : politik, protest, erotik og begær. Ophængningen - eller scenografien – er spændene.

Det har altid været regnet for en kvalitet at Max Ernst er sprunget fra malermåde til malermåder og at han fandt nye muligheder for at arbejde med det maleriske materiale og gennem det udviklede nye udtryk. Når man går gennem udstillingen opleves hans arbejder som af en svingene kvalitet. Den svingende kvalitet bliver helt tydeligt når udstillingen er så stor – og med så mange arbejder som det er tilfældet på Louisiana og når ophængningen er helt traditionel og mangler spændstighed. I hans bedste arbejder – og dem er der mange af – opleves tydeligt at her er en maler der har været i krig , fængsel , interneret og i landflygtighed. Han havde den ære at hans kunst blev erklæret Entartete Kunst i hans nazistiske fædreland. På udstillingen er det tydeligt at Max Ernest er en international kunstner som har havde stor berørings flade med de vigtigste af mellem krigstidens kunstner i Europa og USA.