Hvorfor jeg ikke er antiracist “Den Røde Plads”
27.01.09 af Holger Ross Lauritsen |
Opinion | DNC #9
I Mike Leighs film Happy-Go-Lucky møder vi blandt andet kørelæreren Scott, der under køretimerne med den kvindelige hovedperson Poppy ofte kommer med udbrud af utvetydig racistisk karakter. Hver gang reagerer den unge charmerende lærerinde med ”forstående” spørgsmål: ”Blev du mobbet i skolen?” ”Er du enebarn?” Hvorefter Scott tier, for selvfølgelig har Poppy ramt rigtigt, Scott blev faktisk mobbet i skolen, og Scott er faktisk enebarn. Disse rørende scener eksemplificerer en i dag fremherskende psykologisk og sociologisk forklaringsmodel, der består i at opfatte racisme som et udtryk for personlige problemer, frustration, angst, selvhad osv. En racist er et sygt menneske som blot skal helbredes. Hvad angår racismen som en samfundsmæssig størrelse, opfattes den nærmest som et administrativt spørgsmål om folkesundhed. Folket skal helbredes.
Spørgsmålet er imidlertid hvem der skal helbrede folket. Den politiske elite? Det ville være som at sætte ulven til at vogte får. Ganske vist er denne elite ikke nødvendigvis selv racistisk (og i det hele taget er det vanskeligt at afgøre hvad professionelle politikere egentlig mener). Der er derimod ingen tvivl om at mange af de folkevalgte i deres jagt på magt bruger racistiske argumenter, til tider nærmest opfordrer til racisme og derfor ikke har nogen interesse i folkets helbredelse. Nu bør det understreges at professionelle politikeres opfordring til racisme ikke skal forstås som en skabelse af racisme. Sagen er snarere, at disse politikere i jagten på magten vælger at appellere til det rene had til anderledeshed der også er en del af det menneskelige sind. Det betyder omvendt, at Danmarks uhyre stramme udlændingelovgivning ikke skyldes at danskerne er særligt frustrerede og derfor særligt racistiske, men snarere at mange folkevalgte vælger at bruge den frustration og det had der findes i ethvert menneske, til politiske formål.
Det eneste rigtige at gøre i denne situation ville efter min mening være at appellere til noget mere ædelt i mennesket, lad os bare sige dets sans for retfærdighed, lighed og solidaritet, for sådan noget har det helt sikkert også i sig. Desværre har store dele af venstrefløjen valgt en anden strategi, nemlig den antiracistiske strategi som består i at ville erstatte hadet til anderledeshed med en kærlighed til eller respekt for anderledeshed. Og det er af to grunde en ideologisk katastrofe: For det første forudsætter denne terapeutiske venstrefløj præcist det samme som den nationalpopulistiske højrefløj, nemlig at forskellen mellem dem der er vokset op i Danmark, og dem, der er vokset op i Tyrkiet eller Somalia, er større og mere afgørende end alle mulige andre forskelle af social, økonomisk eller holdningsmæssig art. Og derfor forekommer det dem så vigtigt at danskere, tyrkere og somaliere smager hinandens mad eller prøver hinandens hatte. For det andet hænger strategien sammen med et fravær af egentlig emanciperende politik der lige præcis intet har at gøre med krydret mad eller eksotiske danse, men snarere med principper som lighed, frihed og solidaritet. En sådan politik er der imidlertid rig mulighed for at udfolde i dag. Hvad kan man for eksempel med udgangspunkt i lighedsprincippet sige om det forhold, at en voksende del af dette lands indbyggere hverken har almindelig stemmeret eller de samme økonomiske rettigheder som resten af befolkningen? Det er jo de reelle følger af henholdsvis stramningerne af indfødsretsprøven og den 300-timers regel, der nu er blevet til en 450-timers regel. For slet ikke at tale om, at der uden for vore døre findes lejre hvor andre af vore medborgere har endnu færre rettigheder.
