Vi sparker ikke på nogen- heller ikke nedad
At Enhedslisten kæmper for fristeder i København, kan ingen vist være i tvivl om; vores opbakning til både Ungdomshuset og Christiania har været utvetydig og konsistent. At sige at vi nu gør op med denne praksis med vores opbakning til en udskiftning af Gaderummets ledelse, har da heller ingen gang på jorden. Og det bunder på ingen måde i at Enhedslisten pludselig ønsker at sparke nedad på en marginaliseret gruppe, som Peter Mosegaard hævder i sit indlæg.
Gaderummet bevares
Gaderummet skal hverken nedlægges, normaliseres eller ensrettes. Det skal fortsat være et alternativt sted, hvor brugerstyring og selvtilrettelæggelse er afgørende. Det skal fortsat være åbent for alle, som har brug for det, og det skal give brugerne et forsvarligt behandlingstilbud for de ofte alvorlige psykiske sygdomme, de har. Der vil ikke blive tale om en metervare, der ved bedre end brugerne, og der vil fortsat være rig mulighed for at bygge videre på de erfaringer der hidtil er opnået via Gaderummet. Men forholdene for de unge skal være forsvarlige, og det skal stadig være kommunen der står for tilsynet af stedet. Akkurat som det gælder for de øvrige institutioner hvor der udføres socialfagligt arbejde, og som det også har været tilfældet for Gaderummet hidtil.
Ledelsen skyld i problemerne
Men Gaderummets ledelse har ikke kunnet imødekomme de ellers ganske rimelige minimumskrav som tilsynet har stillet. Og derfor har det været nødvendigt at skifte ledelsen ud. Det er en beslutning som et enigt socialudvalg står bag, og der er på ingen måde tale om at vi – eller nogen andre i Enhedslisten – har været stærkeste fortalere eller bannerførere for ændringen. Vi har heller ingen problemer med at stå åbent og ærligt ved vores beslutning, som Peter Mosegaard også påstår.
Til gengæld er vi bekymret over hvad efterspillet på beslutningen får af konsekvenser, da det foreløbig er kulmineret i at den gamle ledelse, anført af Kalle Birch-Madsen, har valgt at besætte stedet og derigennem tage Gaderummets brugere som gidsler. Den nye ledelse har derfor ikke haft mulighed for at komme i gang med deres arbejde, og det synes vi er rigtig ærgerligt.
For hvordan man end vender og drejer det, tjener det i hvert fald ikke brugerne. Derimod er det vigtigt at vi hurtigt får gang i et nyt tilbud og at ingen unge tabes på gulvet. Heller ikke i overgangsfasen mellem de to tilbud.
Skrevet af Mikkel Warming, Socialborgmester, og Rikke Lauritzen, medlem af socialudvalget, København. Begge for Enhedslisten.


