Når venstrefløjen sparker nedad

06.11.08 af Peter Mosegaard, bruger af gaderummet | Opinion | DNC #8                                    

Gaderummet i København har længe været et af de sidste behandlingssteder for en gruppe unge med meget alvorlige sociale og psykologiske problemer. Den 1. juni 2007 valgte Københavns Kommune imidlertid at indstille overførslen af penge til Gaderummet, indtil ledelsen bliver skiftet ud. Fra Gaderummets side har man svaret igen ved at besætte lokalerne.

Ligesom mange andre fristeder og alternative, eksperimenterende projekter er Gaderummet på Nørrebro – socialpsykologisk fristed for hjemløse og udstødte unge – truet på sin eksistens og søges ensrettet og normaliseret. Paradoksalt nok er Enhedslisten i København den stærkeste fortaler for Gaderummets endelige udslettelse og omdannelse til et almindeligt traditionelt sted. Sådanne grelle svigt af partiets egne idealer, stiller spørgsmålstegn ved partiets troværdighed og chancer for at blive større. Når ”de svages beskytter” begynder at sparke nedad og udstøde i egne rækker, smuldrer det fælles projekt.

Kommunalt overgreb på et alternativ der fungerer
Gaderummet er et utraditionelt og alternativt hus der rummer og tager sig af de allermest marginaliserede og udsatte unge i samfundet. Unge som ikke passer ind andre steder, opgivet, smidt ud eller på anden måde udstødt fra de etablerede traditionelle institutioner. Men i Gaderummet kan denne ”restgruppe” godt rummes og hjælpes, hvilket skyldes at Gaderummet praktiserer en alternativ pædagogisk tilgang – en socialpsykologisk tilgang – til sine brugere, en tilgang der fungerer. Projektet er et pionerarbejde på området, fagligt velunderbygget og har skabt resultater og løsninger som ikke har kunnet lade sig gøre til anden side. Aktuelt er Gaderummet uden midler, uden varme og uden varmt vand og kæmper for sin overlevelse. Tilbage i maj 2007 valgte Københavns Kommune – med Socialborgmester Mikkel Warming i spidsen – at fratage Gaderummet alle sine midler, med henblik på lukning. Mørke kræfter iværksatte endda til lejligheden opdigtede historier om Gaderummet og Gaderummets medarbejdere og ledelse, som offentlig grund for politisk handlen. Hvem har ikke hørt rygtet: ”Grelle behandlingssvigt af unge i Gaderummet”? Kan der fås dokumentation for disse påstande? Nej. Og kan Gaderummet få at vide hvem det er man skulle have svigtet? Nej.

Kommunen søgte derefter at etablere en ny institution for Gaderummets brugere “på tilsvarende præmisser”. Også Socialborgmesteren gik til pressen og til baglandet med forklaringen ”der er blot tale om en udskiftning af ledelsen – Gaderummet fortsætter som hidtil.” Det er ren og skær løgn, kan påvises ved kommunens egne papirer og må tages som et forsøg på at holde ryggen fri. Den nye institution som søges presset igennem mod brugernes ønske, er en almindelig traditionel institution, med almindelige traditionel pædagogik – med de rammer som brugerne kom fra og ikke kunne bruge, og som stødte dem ud til gaden. Planen fjerner alle de grundlæggende elementer i Gaderummet der får det til at fungere – den alternative pædagogik, brugerstyringen, den psykologiske rådgivning og fristedet. I sagens natur kan brugerne ikke anvende denne institution, men planen bakkes fortsat op af Enhedslisten i København. Tilbage står brugerne med en afmagt over for det store system. Derfor har brugerne blevet i og opretholdt Gaderummet, sammen med ledelsen og medarbejderne. En måske håbløs kamp, men hvad er alternativet?

Svigt af egne idealer
At Enhedslisten i København bakker op om dette, er uforståeligt. Enhedslisten har et forklaringsproblem når den siger ét og gør noget andet: ”Vi kæmper for flere fristeder”, ”går ikke på kompromis med vores værdier”, ”vi er de svages beskytter.”

Hvordan kan Enhedslistens handlen i denne sag tolkes som andet end et spark nedad, mod en marginaliseret gruppe af unge som søger at få et liv og blive hørt? At Enhedslisten i København ikke tør være ærlige og stå ved deres beslutning, som har alvorlige og ødelæggende konsekvenser for brugerne, men gemmer sig bag frasen “en udskiftning af ledelsen”, er at sparke endnu mere til dem for at undgå selv at komme i klemme. Ledelsen har netop udvist ansvarlighed i sagen, men anklages med udokumenterbare påstande som påskud for at gribe ind og bruge Gaderummets midler og indføre en institution som er lige som kommunen vil have den.

Er det ikke lige sådan en slags mekanisme i samfundet som Enhedslisten vil bekæmpe? Hvordan kan Enhedslisten kalde sig selv for vagthund, og samtidig bidrage til at sådanne kommunale overgreb kan foregå? Hvis venstrefløjen og særligt Enhedslisten ønsker et andet samfund og at projektet skal lykkes, må der handles i overensstemmelse med egne værdier og ikke gås på kompromis med egne idealer. Ønsker man ikke dette, må man i det mindste åbent og ærligt stå ved de beslutninger man træffer.

Skrevet af Peter Mosegaard, bruger af gaderummet