Den kommunistiske tradition er en billet til et tog som er aflyst
29.09.08 af Morten Thing |
Tema | DNC #8
AFSTANDTAGEN. Den kommunistiske bevægelse må forstås som en bestemt historisk udmøntning af den krise arbejderbevægelsen var i op til og under Første Verdenskrig, skriver Morten Thing i sin kommentar til Patrick Mac Manus’ essay. Den var imidlertid den gale medicin og det værste der er sket for arbejderbevægelsen. Det afgørende for en ny radikalutopisk bevægelse er at den er demokratisk
Resultatet af arbejderbevægelsens krise
1. Den kommunistiske tradition skal forstås som en bestemt historisk udmøntning af den krise arbejderbevægelsen var i op til og under Første Verdenskrig. I denne udmøntning indgik følgende elementer:
1) ’leninisme’
2) revolutionært parti og ’demokratisk centralisme’
3) russiske revolutionære erfaringer.
Leninismen er som en forståelse af Marx’ skrifter – ligesom Kautskys forståelse – en økonomisme og et udtryk for en historisk metafysik. Leninismen overskred altså på ingen afgørende punkter socialdemokratismen i sin ’marxisme’. Økonomismen betød at Lenin i sine analyser kortsluttede mellem den økonomiske analyse og analysen af arbejderklassens bevidsthed. Metafysikken betød at han opfattede ’socialismen’ som indskrevet i historiens udvikling som selve dennes mening.
Den leninistiske partiopfattelse udspringer af at den russiske revolutionære bevægelse i radikal forstand adskilte sig fra den vesteuropæiske og amerikanske arbejderbevægelse. De russiske grupper var ideologiske platforme og ikke partier. De havde ingen massebasis og støttede sig ikke på en magtfuld fagforeningsbevægelse.
De russiske grupper var undergrundsbevælgelser præget af militær tankegang. Deres politiske mål var magten i Rusland. I Rusland kunne magten ikke nås med de midler den europæiske arbejderbevægelse havde taget i anvendelse. Lenin tænkte organisatoriske problemer i overensstemmelse hermed og i militære termer. Han var optaget af sikkerhed og kommandoveje. Når han taler om demokratisk centralisme, fremstiller han rent sprogligt de forhold, man havde i demokratiske organisationer, men den variant som blev udviklet i bolsjevikpartiet – og endnu mere i Kommunistisk Internationale – var mere centralisme end demokrati og frem for noget var partiet tænkt som en hær.
De erfaringer de russiske revolutionære grupper gjorde sig, var præget af en grundlæggende mistillid til demokratiske procedurer og til arbejderklassens muligheder. Arbejderklassen skulle opdrages, den kunne ikke selv nå frem til politisk indsigt. Den skulle bibringes den udefra.
Når det lykkedes Lenin at grundlægge en ny internationale i 1919 på dette grundlag, skyldes det alene den autoritet hans lille marginale gruppe havde fået ved at have taget magten og beholdt den. Jeg siger helt bevidst ikke ”gennemført en revolution” selvom det var samtidens ord. For i Rusland/Sovjetunionen blev der aldrig gennemført en socialistisk revolution. Ved denne magtens autoritet lykkedes det Lenin at splitte arbejderbevægelsen og føre den ud i en endnu mere dybtgående krise. Det er næppe for meget sagt at kommunismen er det værste der er sket for arbejderbevægelsen.
Den gale medicin
2. Kommunistisk Internationale, SUKP (Sovjetunionens Kommunistiske Parti) og de kommunistiske partier som opstod i kølvandet på Første Verdenskrig fremstod som en bevægelse der globaliserede de dårligste sider af den socialdemokratiske bevægelse (økonomismen, metafysikken) fusioneret med den russiske mistro til demokrati og selvorganisering. Med kommunismen blev Marx’ teoretiske begreb ’proletariatets diktatur’ transformeret til mindretalsdiktaturet som det egentlige redskab til at nå socialismen. Kommunismens ”svar” på socialdemokratismens krise var på alle områder den gale medicin, og der går en direkte og logisk linje til skabelsen af det groteske stalinistiske samfund. Den kommunistiske bevægelse blev misbrugt af Stalin og SUKP til at være et reklamebureau for det stalinistiske diktatur. Det kan næppe undervurderes hvilken demoraliserende betydning det har haft at et klart og forståeligt budskab som den socialdemokratiske arbejderbevægelses om socialisme blev til et dobbeltbundet retorisk forsvar for noget som ikke kunne forsvares. Det hører til blandt det 20. århundredes største tragedier.
Den kommunistiske bevægelses fremvækst og katastrofale politik i mellemkrigstiden umuliggjorde at den socialdemokratiske bevægelses krise blev løst. Og hvad værre er: Den kommunistiske politik bidrog til at nazismen kunne vokse sig stærk under splittelsen i arbejderbevægelsen. Til alt held for den kommunistiske bevægelse begik Hitler den store dumhed at angribe Sovjetunionen, begyndelsen til hans eget nederlag. Overfaldet på landet brød også med ikke-angrebspagten med Hitler-Tyskland og muliggjorde den kommunistiske modstandsbevægelse i Europa, som for første gang forsynede den kommunistiske bevægelse med en autentisk politisk tyngde og karisma. Hele perioden fra 1945 til 1956 er et forsøg på at udfolde de politiske muligheder som lå i dette potentiale.
Den ”socialistiske” verdensbevægelse
3. Anden Verdenskrig førte ikke kun til den kommunistiske modstandsbevægelse, men også til udvidelsen af antallet af såkaldt ”socialistiske” stater. Sovjetunionen erobrede Baltikum, Polen, Østtyskland, Ungarn, Rumænien og Bulgarien. Hertil sluttede sig Jugoslavien og Albanien. Endelig gennemførtes magtovertagelser i Tjekkoslovakiet og Kina og siden hen i Korea og Vietnam. Fra en kommunistisk bevægelse til en kommunistisk verdensdel.
De lande som stod under Sovjetunionens dominans, var i de fleste tilfælde førmoderne samfund uden demokratisk tradition og uden en moderne arbejderbevægelse. Men selv i moderne lande som Tjekkoslovakiet og Tyskland opbyggedes diktaturer i grotesk modstrid med socialismen. I efterkrigstiden blev socialisme, som før Første Verdenskrig var et frihedsbudskab, til et budskab om ufrihed, fangelejre, mangelsamfund, osv. En totalomvending af budskabet, et resultat som ingen antikommunisme nogensinde selv ville have kunnet frembringe.
Blandt de oppositionelle lande (Kina, Albanien og Jugoslavien) er det kun Jugoslavien som, på trods af sin manglende demokratiske tradition, forsøger at gå nye veje, men i en meget begrænset form.
De senere tilkommende regimer i Cuba og Cambodja gør ikke billedet mere nuanceret. Tværtimod bliver Pol Pots regime et eksempel på hvor galt det kan blive. Og efterhånden som vores konkrete viden om Maos regime bliver større og bedre underbygget, bliver det klart at større katastrofer end den cambodjanske fandt sted i Kina. Det meget større menneskemateriale skjulte i nogen grad katastroferne.
Nationalismens janusansigt
4. Man må skelne mellem de kommunistiske partier i de kapitalistiske lande og de såkaldt ”socialistiske” lande. De kommunistiske partier, ikke mindst de store som det cypriotiske, det finske og det italienske, måtte udvikle en praksis, som talte direkte ind i deres nationale kontekst. De måtte i denne kontekst have et vist mål af succes for at kunne fastholde partiernes anden funktion som reklamebureau for det sovjetiske diktatur. Også russerne var nødt til at anerkende at der var denne dobbelthed, for uden betydningen i den nationale kontekst kunne partierne heller ikke fungere som reklameagenter for Sovjetunionen. Det tragiske var blot at alle de steder hvor kommunistiske partier i kapitalistiske lande opnåede en vis nationalt forankret politisk praksis, byggede den især på en konkurrence med den socialdemokratiske bevægelse om hegemoniet i arbejderklassens økonomiske aktioner. Ingen steder bidrog den kommunistiske tradition til en udvikling af arbejderbevægelsens perspektiv.
Paradoksalt nok er det kun i forhold til det nationale tema at den kommunistiske tradition har haft en særlig betydning. Det gælder den antifascistiske kamp under Anden Verdenskrig, men det gælder også den nationale kamp i f.eks. Kina, Vietnam og Cuba. I Vesteuropa især på Cypern. I virkeligheden kunne man sige at den kommunistiske organisationsteori og dens militante kamp mod magteliter gjorde den til en kropsnær ideologi for nationale bevægelser.
Man må også sige at på trods af denne affinitet mellem kommunismen og ny-nationale bevægelser har hverken kommunismen eller Det Nye Venstre formået at udvikle en politisk forståelse af de nationale bevægelsers janusansigt. Nationalismen hedder bagsiden af det, og den er i Asien og Afrika i lige høj
grad forbundet med en morderisk racisme som i Europa.
Socialdemokratisk moderation
5. Kommunismens betydning for arbejderbevægelsen har bl.a. været at tvinge den socialdemokratiske arbejderbevægelse væk fra marxismen og det socialistiske perspektiv. Ikke sådan at dette kun skyldtes kommunismen, men dens kompromittering af det socialistiske perspektiv fremskyndede denne del af den socialdemokratiske krise.
I kølvandet på kommunismens lange krise 1956-68 udvikledes forskellige alternativer, f.eks. eurokommunismen i Vesteuropa og det tjekkoslovakiske eksperiment i Østeuropa. Men i Vest var det reelt umuligt for kommunismen at forny sig, eurokommunismen viste sig både i Spanien og Italien i påfaldende grad at ligne socialdemokratisme, og i Øst blev Tjekkoslovakiet undertvunget.
Det var den nye venstreradikalisme fra 60’erne som udviklede ansatser til en fornyelse af socialismen. Det gælder både forståelsen af Marx og historiens ikke-metafysiske karakter. Men der var mange modstridende tendenser i denne radika- lisme. En af de mere problematiske var den store forkærlighed for nationale bevægelser i den tredje verden hvis teoretiske indsigt ukritisk blev overført til metropolerne. En anden var den tvetydige holdning til genoplivelsen af den militære kommunistiske tænkning i form af Brigate Rosse, Weatherman, Rote Armee Fraktion, m.fl. En tredje var genoplivelsen af stalinismen gennem den autoritet den kinesiske kommunisme helt uretmæssigt fik efter kulturrevolutionen. Maoismen blev den form hvorunder de ældste lag i kommunismen i en årrække forpestede den venstreradikale bevægelse. Maoismens budskab var at man måtte tilbage til før den kommunistiske ”revisionisme”, til stalinismen.
Et afviklingsprojekt
6. For mig er ’den kommunistiske tradition’ et afviklingsprojekt. Om det vil lykkes, ved jeg ikke. At skabe en ny utopisk tænkning, en ny konkret utopi, er ikke desto mindre en nødvendighed, fordi kapitalismen i den periode hvor kommunismen satte en stopper for et omfattende opgør med kapitalismen, udviklede sig til en meget større trussel mod naturgrundlaget end den var tidligere. De såkaldt ”socialistiske” samfund udviklede ikke alternative økonomiske systemer. Fundamentalt fungerede de helt som kapitalismen, blot tynget af statens karakter.
En ny radikal teori må genoverveje den socialistiske utopis karakter. Selvom Marx aldrig var særlig udførlig, fordi han formentlig mente at fremtiden kunne man ikke tale videnskabeligt om, kan man pege på at han forestillede sig socialismen som et omfattende demokrati hvor producenterne i fællesskab ejede produktionsmidlerne og disponerede over produktionens resultat. Videre kan man pege på at han mente at arbejdsdelingen ville kunne ophæves. Og endelig at den forøgede rigdomsproduktion gjorde det muligt at løse stort set alle problemer som baserede sig på økonomiske mangler eller knaphed.
Her må man pege på, som André Gorz har gjort det at det næppe vil være muligt, med den teknologi-indsats moderne samfund er afhængige af, at ophæve arbejdsdelingen. Man må formentlig også fastholde at rigdomsproduktionen har grænser som delvis sættes af naturgrundlaget.
Selvom kapitalens begreb som processerende værdi må stå centralt i en forestilling om et opgør med kapitalismen, så er det næppe sandsynligt at det kan være arbejderklassen der vil være det selvfølgelige subjekt for en omvæltning. Produktionen af merværdi omfatter i dag langt flere grupper end arbejderklassen. I mange samfund, som det danske, udgør flere grupper der aflønnes af det statsligt tilegnede værdiprodukt, faktisk grupper med kritisk potentiale på grund af den kvalitative side af deres arbejde og på trods af at de aflønnes af merværdi.
Hvad angår den politiske bevægelsesform, er de nye politiske venstrefløjsbevægelser vi har set de sidste fyrre år næppe tilstrækkelige til at fastholde et utopisk perspektiv selvom de har betydet utrolig meget for den kritisk-politiske mobilisering. Men uanset hvordan man nu tænker en sådan samlende bevægelsesform, så kommer man ikke uden om, at demokrati i bevægelsen og som bevægelsens radikale mål er uomgængeligt. Jeg tror ikke man kommer problemet et hanefjed nærmere når man som Patrick Mac Manus mener:
”Dette [kritikken af eller erfaringen med Pol Pot] udelukker naturligvis ikke vidtgående indgreb mod magt- og privilegiestrukturer der hæmmer almen menneskelig udvikling og frigørelse. Sådanne indgreb kan begrundes sagligt som videreudvikling af en humanistisk tradition der i århundreder fastholdt ulighed og beherskelse som social og etisk grundlag.”
Hvem er det som skal gennemføre vidtgående indgreb og som følge af hvilken proces? Patrick Mac Manus fremstiller det så det kunne være Velfærdsudvalgets eller Centralkomiteen som gør det ud fra sin indsigt. Men det er ikke nok at fastslå. Grundlæggende for en ny radikal-utopisk bevægelse er det naturligvis at den er demokratisk. Den foretager ikke indgreb som en centralkomite fra et eller andet panoptisk centrum postulerer som en videreudvikling af en humanistisk tradition. Enhver ændring skal og må baseres på
opbakning blandt flertallet. Enhver formulering som vil kunne bruges som basis for udnævnelse af et ’velfærdsudvalg’ som udtrykker historiens mening er politologisk metafysisk og bør bekæmpes. Alle ændringer må og skal fremgå af reelle demokratiske processer, ellers kan de aldrig bære en radikal-demokratisk udvikling.
Demokratiet og individets rettigheder og placering i utopien er formentlig kommunismens akilleshæl. Individets rettigheder er et meget centralt område i borgerlig rettighedstænkning. Den har i meget højere grad været orienteret mod at beskytte individets frihed end at sætte andre grænser
for samfundets og produktionens udvikling. Jeg mener at vi i begge spørgsmål, demokratiet og individets placering, må være meget mere eksplicitte. Det var Marx’ forståelse at kommunismen var en righoldig udvikling af individets muligheder, og han så denne udvikling som en forudsætning for samfundets righoldige udvikling. Individets frihed var altså knyttet til udviklingen af samfundets frihed.
Associationen mellem kommunisme og manglende retssikkerhed er én af konsekvenserne af at kommunismen opbyggedes på russiske erfaringer. Havde man taget udgangspunkt i den vest- og nordeuropæiske arbejderkultur, havde både demokratiet og retssikkerheden været indlysende dele af tankegangen. Efter afviklingen af den kommunistiske tradition er det afgørende at se socialismen som et udvidet demokrati og individets udvidede frihed og retssikkerhed som størrelser der ikke står til diskussion.
Morten Thing er historiker og ansat som forskningsbibliotekar ved RUC. Han har udgivet en række bøger om især arbejderbevægelsens og kommunismens historie. Thing var i perioden 1967-72 medlem af partiet Venstresocialisterne og bidrog i den danske Vietnam-bevægelse og i redaktionen af en række venstrefløjs-tidsskrifter, især Kritisk Revy. Han har netop udgivet bogen ”De russiske jøder i København 1882-
