Hvilken kommunisme?

29.09.08 af Benito Scocozza | Tema | DNC #8                                    

GENOPLIVNING. Statens overtagelse af produktionsmidlerne var ikke lig samfundets overtagelse af dem. De nye magthavere udnyttede produktionsmidlerne til at udbytte de arbejdende. Således blev proletariatets diktatur vendt til et diktatur over proletariatet, skriver Benito Scocozza i sin kommentar til Patrick Mac Manus’ essay. Kommunismen lever stadig som en idé og en ”etisk” fordring

Det er svært, overordentligt svært at forholde sig til Patrick Mac Manus’ essay. Han opererer med et alment kommunisme-begreb  og med en række almindeligheder som f.eks.: ”Den nye erkendelse der vokser frem i verden, er blevet sig mere bevidst om tilfældet, behovet, hverdagen og nuet”. Overhovedet optræder ordet ”verden” endnu mere abstrakt end kommunisme-begrebet. Og et utal af anførselstegn slører teksten

I stedet for at give sig til at diskutere Mac Manus’ besværlige tekst, kunne det være værd at putte noget faktisk historie på emnet. Det sker her.

Degenereret socialisme

Murens fald i 1989 er siden blevet gjort lig med kommunismens fald. Men hvad var det der faldt? En række statskapitalistiske regimer der var holdt oppe af bureaukrati og politisk undertrykkelse. Deres ideologiske legitimering var marxismen, uden at regimerne havde en pind at gøre med marxismens forestilling om at socialisme betyder udbytningens afskaffelse og flertallets herredømme.

Den degeneration der fandt sted i de angiveligt socialistiske samfund, begyndte, set i bagklogskabens lys, allerede umiddelbart efter oktoberrevolutionen i 1917. Lenin og bolsjevikkerne havde fuldt op at gøre med at bekæmpe den væbnede kontrarevolution, men netop denne kamp førte til overgreb og indskrænkninger ikke alene i sovjetsamfundets demokrati, men også i partidemokratiet.

De historiske omstændigheder var alt for ugunstige til at sikre at disse foranstaltninger blev som de var tænkt, midlertidige. Den forventede udbredelse af revolutionen til andre lande udeblev eller blev slået ned, den økonomiske basis var elendig og en fjendtlig kapitalistisk omverden var en bestandig trussel. Det var, ud over fremvæksten af et indbyrdes konkurrerende, privilegeret lag inden for partiet selv, de omstændigheder der lettede vejen for Stalin-tiden.

At kommunister uden for Sovjetunionen forholdt sig ukritiske til etpartisystemet, skyldtes erfaringerne med det borgerlige demokrati der med partiernes, ikke mindst socialdemokratiernes krigsbevillinger i 1914 udløste Den Første Verdenskrig, et ragnarok der prentede sig i bevidstheden som det mest uhyrlige nogensinde. Og Sovjetunionens industrialisering og senere dens indsats i krigen mod fascismen kom til at skygge for Stalintidens overgreb. Samtidig kom Sovjetunionen til at stå som forsvarer af den tredje verdens lande, der ønskede at frigøre sig fra imperialismen og kolonialismen.

Det var i Sovjetunionens økonomiske opbygningsfase og samtidig dens degeneration, at revolutioner brød ud eller blev påtvunget en række andre lande, så man til sidst – med det sovjetiske parti som førende – talte om det socialistiske verdenssystem; ikke mindst oprettelsen af Den Kinesiske Folkerepublik bidrog til denne selvforståelse.

Sovjetunionens nye herskere og kinesisk voluntarisme

Men det var netop i samme periode at den nu så vilkårligt anvendte betegnelse ”kommunismen” i virkeligheden begyndte at gå i fuldstændig opløsning. Der fandtes mange partier der kaldte sig kommunistiske for at afgrænse sig fra socialdemokratismen, men i realiteten var deres politik så forskellige at fællesbetegnelsen mistede indhold. Det nordkoreanske partis juche-ideologi, opfundet i 1955 af Kim Il-Sung, har ikke det fjerneste at gøre med marxismen. Pol Pots kampucheanske bondeideologi strider på alle punkter mod marxismen. Kinas kommunistiske Parti er i dag kun et redskab for den totale gennemførelse af kapitalistiske forhold og er ideologisk reelt kungfutsiansk og nationalistisk. Sovjetunionens Kommunistiske Partis ideologiske grundlag var formelt marxismen-leninismen, men mistede – som tidligere nævnt – legitimitet, da partiet blev redskabet for en ny herskerklasse. Mao Zedong-tænkningen, som var Kinas Kommunistiske Partis oprindelige grundlag, fik karakter af voluntarisme og begik selvmord med persondyrkelsen af Mao. Voluntarisme var også et væsentligt element i den latinamerikanske revolutionstænkning, først og fremmest repræsenteret af Che Guevara.

Men fandtes eller findes der da intet kommunistisk samfund?

Ingen af de samfund der i dag kaldes kommunistiske, var eller ville selv kalde sig kommunistiske. Sovjetunionen kaldte sig socialistisk, en række østeuropæiske lande kaldte sig folkedemokratiske, Cuba kalder sig socialistisk, Nordkorea vistnok ligeså, Kina? Fællestrækkene var eller er formelt – understreger formelt – samfundseje af produktionsmidlerne. Men hvor Sovjetunionen gennemførte en total kollektivisering af landbruget, skete noget tilsvarende aldrig i fx Polen, hvor smålandbruget fik lov til at bestå. I DDR fandtes en relativ stor sektor af småborgerlige erhverv. I Kina socialiseredes landbruget med folkekommunerne, men de er i dag en saga blot, og enhver bonde må klare sig selv, og i byerhvervene er den private foretagsomhed og udbytning af lønarbejdere dominerende.

En fragmenteret bevægelse

De kommunistiske partier har heller aldrig været en homogen international størrelse. Selv om man med KOMINTERN søgte at centralisere og ensrette de tilsluttede partiers strategier, tilpasset først og fremmest den sovjetiske udenrigs- og indenrigspolitik, lykkedes det reelt aldrig. Det mest kendte eksempel er striden fra 1950’erne til 1980’erne mellem Sovjetunionens og Kinas kommunistiske partier der tilmed førte så vidt at det kinesiske parti anklagede Sovjetunionen for at være en socialimperialistisk, aggressiv supermagt med henvisning til bl.a. invasionen i Tjekkoslovakiet i 1968 og besættelsen af Afghanistan. Andre stridspunkter mellem erklærede kommunistiske partier har været bruddet mellem KOMINFORM og Titos Jugoslavien fra 1948 til 1957 uden den store efterfølgende forsoning. Rumæniens Ceausesco førte i en periode en politik der var uafhængig af Sovjet-unionen, samtidig med at han forvandlede det rumænske parti til en platform for dyrkelse af ham selv. I 1970’erne formulerede Italiens, Spaniens og Frankrigs kommunistiske partier den såkaldte eurokommunistiske kurs, der tog sigte på en uvoldelig overgang til socialismen i højtudviklede kapitalistiske samfund og samtidig var en kritik af det sovjetiske partis hegemoni i den internationale kommunistiske bevægelse (Franskmændene sprang senere fra).

Nødvendighed og tilfældighed

Hvad kan man så lære af dette brogede billede af angiveliget kommunistiske partier og socialistiske samfund i det 20. århundrede?

Angrebet fra højrefløjen retter sig naturligvis mod marxismen. Påstanden er at der i marxismen er indlejret, hedder det vist, en totalitarisme der er en følge af at marxismen er en deterministisk ideologi. Hvis der menes at det ikke er Cleopatras næse der får hele den historiske udvikling til at ændre sig, dvs. hvis man afviser den kontrafaktiske modestrømning, så er marxismen deterministisk. Den historiske materialisme understreger den dialektiske modsætning mellem nødvendighed og tilfældighed. Det er tilfældigt at Mac Manus og undertegnede blev født, men det er ikke tilfældigt at vi blev mennesker og ikke giraffer eller hvalfisk.

Den historiske udvikling udvikler samme modsætning og enhed mellem nødvendighed og tilfældighed. Produktivkræfterne udvikler sig fra et lavere til et højere stade. Det er ikke tilfældigt at vi i dag kan udnytte elektriciteten, hvad stenaldermenneskene ikke kunne, og det får nu engang hele den sociale struktur til at forme sig anderledes. Og den samme udvikling skaber en forskellig basis for menneskenes udnyttelse af selv samme produktivkræfter, og det har affødt forskellige former for klassesamfund, eftersom et mindretals tilegnelse af merproduktet har præget udviklingen siden ursamfundet.

Så kommer det prekære spørgsmål. Betyder denne indsigt at ligesom kapitalismen følger efter feudalismen, vil socialismen med nødvendighed følge efter kapitalismen? Mac Manus har fat i det spørgsmål når han i sin indledning kræver ”et opgør med historieopfattelser der søger at begrunde en iboende ’lovmæssighed’ eller retningsbestemthed i historien.” Det har ført til at nuet er blevet forvandlet ”til blot at være en overgang, og i den kommunistiske tradition har begrebet ’overgang’ kunnet legitimere alt.”

Her er det vigtigt at erindre den historiske kendsgerning at for Marx og Engels er en politisk organisering forudsætningen for en revolutionær omvæltning og dermed indførelsen af socialistiske samfundsforhold. Det er rigtigt at de analyserede sig frem til at kapitalismens indre modsætninger vil få den til at bryde sammen, men det sker kun hvis de handlende individer, det vil sige arbejderklassen, sønderslår kapitalismen. Altså ikke automatisk.

Og hvordan forestillede man sig så socialismen? Engels har på forbilledlig vis skildret marxismens socialistiske perspektiv:

”Med samfundets overtagelse af produktionsmidlerne er vareproduktionen afskaffet og dermed produkternes herredømme over producenterne. Anarkiet inden for den samfundsmæssige produktion erstattes med planmæssig bevidst organisation. Kampen for den enkeltes eksistens hører op. Dermed træder mennesket i en vis forstand endeligt ud af dyreriget, træder fra dyriske kår ind i virkeligt menneskelige. Summen af de livsforhold, som omgiver menneskene, og som indtil nu beherskede dem, kommer nu ind under menneskenes herredømme og kontrol, og menneskene bliver for første gang bevidste, virkelige herrer over naturen, fordi de og idet de bliver herrer over deres egne samfundsforhold. Lovene for deres egen sociale handlen som tidligere stod for dem som fremmede naturlove der beherskede dem, bliver da med fuld sagkundskab anvendt og derved behersket af menneskene. Menneskenes samfundsmæssige tilværelse der tidligere stod for dem som påtvunget af natur og historie, bliver nu deres fri virksomhed. De objektive, fremmede magter, som tidligere beherskede historien, træder ind under menneskenes egen kontrol. Først fra da af skaber menneskene selv deres historie med fuld bevidsthed, først fra da af vil de sociale årsager, som sættes i bevægelse af dem, overvejende og i stadigt stigende grad få de tilsigtede virkninger.

Det er menneskehedens spring fra nødvendighedens rige ind i frihedens rige.” ( Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bind 2, 1952, s. 129-30)

I Engels’ vision er der tale om et samfund af frie individer som burde tilfredsstille Mac Manus’ forestillinger. At det ikke lykkedes i det 20. århundrede, skyldtes først og fremmest de skærpede modsætninger mellem de herskende og de beherskede, mellem de herskende indbyrdes og forestillingen om at produktionsmidlernes samfundsmæssiggørelse var en tilstrækkelig forudsætning for at bane vejen til Engels’ samfund. Statens overtagelse af produktionsmidlerne var ikke lig samfundets overtagelse af dem, for de der fik magten over staten udnyttede produktionsmidlerne til at tilegne sig merproduktet og dermed udbytte de arbejdende. For at kunne det måtte de forvandle proletariatets diktatur til et diktatur over proletariatet.

Marx og Engels var præget af 1800-tallets fremskridtsoptimisme, og selv om de kun sjældent og nødigt skrev eller sagde noget om deres fremtidsforestillinger, viser Engelscitatet at når de endelig gør det, ser fremtiden lysere ud end den kom til at blive. Men det ændrer ikke noget, ja, slet ikke noget ved at deres vision var menneskets frigørelse – og det synes mig mere end vanskeligt at kalde det en afvisning af en etisk dimension.

Brug for klassekampen

I dagens verden – verden her forstået som den faktisk eksisterende verden – er profitjaget, konkurrencementaliteten, den menneskefjendtlige CEPOS-liberalisme dominerende fra Beijing til privatiseringens danske galehus. Klassekampen er forældet, hævdes det af dem der gerne vil undvære den. Men der er mere end nogensinde brug for den, hvor sejlivet kapitalismen end har vist sig at være – der er vist aktuelt en etisk dimension der vitterlig er værd bestandigt at holde sig for øje.

Benito Scocozza er pensioneret lektor i historie. Han var medudgiver af en tidligere generation af tidsskriftet Clarté, brød senere med DKP på et maoistisk inspireret grundlag og oprettede Kommunistisk Forbund Marxister-Leninister. I perioden 1976-1984 var han formand for dets evolutionelle aftager, Kommunistisk Arbejderparti. Scocozza udgiver i efteråret bogen “Femten fortællinger fra det gamle Danmark”.