Målet – en ny kommunisme

29.09.08 af Niels Rosendal Jensen | Tema | DNC #8                                    

HUMANISERING. Marxismens klassikere ville ikke omskabe samfundet til en fabrik. En moderne, revolutionær strategi må sætte fremmedgørelses-begrebet i centrum og undlade at søge en ny arbejderklasse. Den må koncentrere sig om at samle mangfoldigheden af erfaringer fra konfrontationerne på den sociale dagsorden omkring fælles indsatser. Sigtet er at udvikle en strategi for progressiv, demokratisk forandring, skriver Niels Rosendal Jensen i sin kommentar til Patrick Mac Manus’ essay.

 

Patrick Mac Manus’ essay rejser en veritable syndflod af problemer og udfordringer for en kommunisme ”efter kommunismen”. Min kommentar sigter ikke mod alene at give venligt bifald, men snarere en interesseret, kritisk analyse eller et medspil der ikke påstår at have monopol på hvad der er sandhed.

 

Grundlæggende handler det om at udfordre den traditionelle kommunistiske kultur på tre felter:

- Hvilken verden eller hvilket samfund stiler vi efter?

- Hvilke strategier skal vi anvende?

- Hvilke partier og organisationer har vi brug for?

 

Dette ville kræve megen spalteplads at kommentere, hvorfor jeg lader mig nøje med tre hjørner: 1. referenceramme (fortid) – 2. hverdagserfaringer (nutid) – 3. kommunisme (fremtid).

 

1. Referencerammen

Sommetider må man gå tilbage for at komme fremad. Marx og Engels – siden Lenin – søgte teoretisk at begrunde socialismens principper og frasagde sig at fremlægge et detaljeret billede af det fremtidige samfund. Det måtte så at sige overlades til de efterfølgende generationer. Begrundelserne findes f.eks. i Marx’ analyser af Louis Bonapartes 18. Brumaire og Klassekampene i Frankrig.

 

I Den tyske Ideologi (herefter DTI) hedder det at en revolution er nødvendig, især fordi den omstyrtende klasse kun i en revolution kan komme til at skaffe sig alt det gamle skidt fra halsen og blive skikket til at lægge et nyt grundlag for samfundet (s. 89).

 

Revolutionær forandring tager ikke afsæt i et idealiseret billede af mennesket som sådan, men i ”…de virkelige individer, deres aktion og deres materielle livsbetingelser, såvel dem de forefinder som dem de frembringer gennem deres egen aktion” (s. 25). Endvidere: ”For den praktiske materialist, dvs. for kommunisten, drejer det sig om at revolutionere den bestående verden, at angribe de forefundne ting praktisk og at forandre dem” (s. 54).

 

Til dette formål opstiller de et foreløbigt program i Det kommunistiske Manifest og arbejder praktisk med organiseringen af det politiske parti gennem dannelsen af 1. Internationale. Som jeg læser Manifestet, er der ikke tale om at påtvinge andre en skematik eller at opfatte verden ved hjælp af én og kun én teori. Det strider mod selve den dialektiske grundtanke, og de mange diskussioner som klassikerne fører, viser jo også at de løbende reviderer og modererer opfattelser der af andre forsimples – f.eks. hele diskussionen af økonomien som den afgørende faktor i sidste instans.

 

Når Lenin senere – baseret på Marx’ fremstilling og analyse af Pariserkommunen – peger på at det kommende samfund ”vil blive et enkelt kontor og en enkelt fabrik med lige arbejde og lige løn”, understreger han samtidig at det er ”alt andet end vort ideal eller vort endelige mål, den er kun et trin, der er nødvendigt for radikalt at få samfundet renset for den kapitalistiske udbytnings nederdrægtighed og gemenhed og for at komme videre frem” (Staten og revolutionen, s. 103). Lenin formulerer tillige en drøm som desværre viste sig at blive fatal: ”nødvendigheden af at overholde de ukomplicerede grundregler for alt menneskeligt samliv [vil] meget hurtigt... blive en vane. Og dermed vil den port, der fra det kommunistiske samfunds første fase fører til den højere fase og dermed også til statens fuldstændige bortdøen, stå på vid gab” (sammesteds, s. 104). Denne tanke gav mere end rigelig plads til at gennemføre et rædselsregimente (Stalin). Lenin pegede dog her på det som Patrick kalder ”den menneskelige socialitets egentlige væsen” (hvad dette så end måtte være), men som har vist sig ikke af sig selv at føre til en bedre verden. Dertil kræves både klare mål og midler og organisation. Debatten om reform eller revolution og demokrati og socialisme (der førtes mellem Karl Kautsky, Lenin og Rosa Luxemburg) var en diskussion om strategi, mål og midler, og den viste sig at afdække interessante forskelligheder i kølvandet på det teoretiske tomrum der var opstået siden Marx’ analyser (Pariserkommunen). Mens Kautsky mente at kampen skulle finde sted i staten under fastholdelse af det liberale demokrati, fastholdt Lenin tesen om en dobbeltmagt hvor arbejderklassen gjorde sin egen organisation til statsalternativ, baseret på klassekampens vilkår (dvs. uden plads til demokrati i liberal forstand). Luxemburg støttede Lenin på alle punkter, bortset fra den centralistiske organisation og hendes stædige fastholdelse af socialistisk pluralisme. Derved blev spørgsmålet om arbejderstatens demokratiske organisering en afgørende skillelinje.

 

Set fra min læsning var klassikernes idé altså ikke at omskabe samfundet til fabrik. Det var derimod Trotskij og senere Stalin, der målsatte den forcerede akkumulation – jfr. Trotskijs tale på den 9. partikongres 1919 hvori det hedder: ”Arbejdet bliver militariseret, og hæren bliver industrialiseret”, og Stalins senere 5-årsplaner. Lenins opskrift var den længerevarende overgang (NEP) som forløb frem til 1928.

 

I forhold til det marx’ske perspektiv (DTI, s. 88 ff.) var de nødvendige forudsætninger dog ikke til stede. Kendsgerninger er nogle stædige krabater, siger englænderne, og det vil være formålstjenligt at holde fast i dem.

 

2. Hverdagserfaringerne

Billedet af den realiserede socialisme med alle dens fejl og mangler har givet kommunismen en svær ballast som tåler sammenligning med Marx’ idé om revolutionens nødvendighed. Kommunister skal igen anstrenge sig for at skaffe sig det gamle skidt fra halsen for derigennem at udvikle grundlaget for et nyt samfund.

 

En moderne, revolutionær strategi må bekæmpe fremmedgørelsen, som har været underspillet.

I socialistiske og kommunistiske partier har der fra program til program været fokuseret mere på produktion end på reproduktion. Det er i et historisk perspektiv forståeligt at arbejdet og udbytningen har udgjort afgørende felter i en revolutionær strategi. Men det har samtidig bevirket at mennesker eller individer er skåret over én kam (de er reduceret til gennemsnitsindivider, som levede under deres klasses eksistensbetingelser, altså rene og skære klassemedlemmer). Den strategi medvirkede til at skabe en fælles forståelse af sammenhængen mellem den sociale antagonisme og den enkelte arbejders egen ulykke. Det vil sige at nøglebegreberne i den revolutionære bevægelses historie i hen ved 100 år har båret præg af rammerne for den materielle produktion og de private ejendomsformer. Dvs. en kultur som i høj grad har været knyttet til fremmedgørelsens historiske former. At bevæge sig fra den her nævnte socialistiske kultur til en kommunistisk ikkefremmedgørende kultur, indebærer ikke at tabe alt dette af syne, men derimod at forstå at udbytningen af arbejdet typisk er en voldsom historisk fremmedgørelse der bygger på adskillelsen mellem de direkte producenter og deres produktionsmidler. Heri findes altså en afgørende kilde til modstand mod kapitalen. Men ved at tage hul på ikkefremmedgørelsen udvides samtidig de eksisterende og de potentielle modsætninger som man ikke altid har været opmærksom på i den traditionelle kommunistiske kultur. Her forekommer der at være en påfaldende mangel på ord i den hidtidige kommunistiske teori og praksis. Den socialhistoriske proces er den mest grundlæggende af de biografiske logikker i forhold til udviklingen af individet, og netop derfor må et kommunistisk perspektiv tage højde for de radikale forandringer i indholdet af de unge generationers dannelsesprocesser. Eller tilsvarende de forhold mellem kønnene som f.eks. åbner vejen til familier af en ny type. Eller de stigende muligheder for at fremme bevidstheden via uproduktivt arbejde (f.eks. kunstnernes værker og de arbejdsvægrendes foregribelse af et samfund hvor ’værnepligten’ i produktionen overstås inden for et par år i kraft af de nye teknologiske muligheder). Opgaven er således ikke at eftersøge en ny arbejderklasse, men derimod at finde den kæmpende kultur som er i stand til at samle mangfoldigheden af erfaringer fra konfrontationerne på den sociale dagsorden omkring fælles indsatser. Sigtet er at udvikle en strategi for progressiv, demokratisk forandring.

 

Opsummerende er påstanden altså: Mens kommunismen tidligere orienteredes efter industrisamfundet, skal vi i dag formulere et program for en kommunisme i videnssamfundet ( jfr. bl.a. Gorz 2003, især del III).

 

3. Fremtiden

Her skal peges på tre væsentlige pointer for en kommunisme ”efter kommunismen”:’

 

1. fremmedgørelsen

2. statens gradvise forsvinden

3. globaliseringen

 

1. Humanismen har ikke altid fået en blid medfart i den kommunistiske bevægelse. Men en strategi mod fremmedgørelsen må netop have humanisering som mål og middel. Hermed tales ikke for ”blød humanisme”, men derimod for ”hård humanisme” som modspil til kapitalens dehumanisering. Den kan betragtes som en ny etape ad den vej som Marx anslog med ordene om at ”ophæve alle klassers herredømme sammen med selve klasserne” (DTI, 89), samtidig med at han understregede at ”først i fællesskabet med andre har hvert individ midlerne til at udforme sine anlæg i alle retninger; først i fællesskabet bliver den personlige frihed altså mulig” (DTI, 95). Grundlaget vil være at overvinde kapitalismen, og det kræver på det nærmeste en universel samling af kræfter fordi fremmedgørelsen rammer alle, og fordi de hver især reagerer på den på mangfoldige måder. Modsætningen hedder i én formel: den civiliserede humanisme mod den dehumaniserende profitøkonomi. I en sådan etisk-politisk positionering af modsætningen som på en og samme tid er en klasseposition og en position hinsides klasserne, kan vi i horisonten fornemme at vi kæmper for et fremtidigt klasseløst samfund.

 

Kapitalismen er den sociale form der personificerer tingene og tingsliggør menneskene, som Marx påviser i Grundrids og Kapitalen. Til denne form hører arbejdsdelingen, som ikke alene deler arbejdet, men også menneskene – i klasser, køn og aldersfaser ( jfr. Engels i Anti-Dühring). Derfor vil det klasseløse samfund blive mere individuelt end noget forudgående (Ernst Bloch). Samfundet kan ikke adskilles fra de sociale forhold og de individuelle liv. En krise i samfundet er ikke mindre eksistentiel end strukturel. Et politisk perspektiv er alene plausibelt i den udstrækning hvori det åbner muligheder for enhver selvstændig udvikling. Denne udvikling behøver vi ikke at afvente. Her må vi begynde i dag med at tage forskud på kommunismens glæder – overvinde dikotomien mellem arbejdstid og fri tid, mellem aldersfaserne, bekæmpe de hierarkiske distributioner, de normerede billeder af maskulint og feminint, dansk og fremmed og dermed reducere den ultimative afhængighed for at sikre fremskridt for menneskets relative autonomi. Den slags og mere til hører til den nye generations kommunistiske praksis.

 

Neoliberalismen forstår individets autonomi som en reduktion-til-sig-selv – helt ned i at den enkelte er uden arbejde, bolig, rettigheder, papirer og statsborgerskab, plus det værste af alt i det fremmedgjorte samfund: helt uden egen ledelse af eget liv og uden klart historisk perspektiv.

 

2. Hvordan kan vi engagere os i kampen for statens bortdøen? Livet i Sovjetunionen og andre steder under realsocialismen syntes på dette punkt længst muligt fra Marx’ tanke om – i forlængelse af erobringen af magten – at smadre det borgerlige, undertrykkende statsapparat og derpå indlede afviklingen af staten. Både den stalinistiske og den socialdemokratiske socialisme undergik en mutation. Heraf kan vi lære at den politiske kamp om magten ikke er et mål i sig selv. Men disse erfaringer indebærer ikke nødvendigvis at en moderne kommunistisk kultur skal frasige sig den marx’ske arv. Enhver dybtgående samfundsmæssig forandring vil med Antonio Gramscis ord ligne en ”stillingskrig” om hegemoniet, altså kampen om demokratisk at erobre politisk og kulturel indflydelse i alle civilsamfundets slagmarker og i staten selv for at skabe en dobbeltmagt. Målet er den bredest mulige borgerdeltagelse i beslutninger om alt hvad der vedrører deres sociale eksistens, uanset på hvilket område af samfundslivet. Fra erobring af statsmagten til skabelse af et politisk hegemoni – det er den afgørende forudsætning for at dominere den herskende klasse.

 

4. Men kan staten forsvinde? Kan markedet?

Det er her vigtigt at opløse den pærevælling som statsbegrebet omfatter. På den ene side objektiveres vores magt i offentlig administration; på den anden side fremmedgøres den i politisk dominans. Undertiden ignoreres begge sider, eller den første fremhæves, mens den anden glemmes. En marxistisk kritik dropper forestillinger om symmetri, fordi opgaven er at befri den offentlige administration fra den politiske dominans. Enden for den politiske fremmedgørelse ligger i at lade civilsamfundets magtorganer komme til. Tesen er således ikke at alle funktioner som vi kender i nutidens klassestat skal forsvinde – helt i tråd med Marx’ diskussioner i Kritik af Gotha-programmet, hvori det lyder: ”Hvilken forvandling vil der ske med staten i et kommunistisk samfund? Med andre ord, hvilke samfundsfunktioner bliver tilbage dér, som er analoge med de nuværende statsfunktioner?”

 

5. Kommunismen og globaliseringen?

Marx konkluderede: ”Empirisk er kommunismen kun mulig som de herskende nationers handling ’på engang’ og samtidig”, idet enhver lokal kommunisme ophæves af udvidelsen af samkvemmet (DTI, 45). Senere reviderer Marx sine overvejelser, og Lenin fremanalyserer – under henvisning til kapitalismens ujævne udvikling – muligheden for socialismens sejr i ét land, dog med det væsentlige forbehold at en sådan succes ikke ville vise sig holdbar uden en verdensrevolution.

 

Mens socialismen ikke lykkedes med at fastholde universalismen og endda endte op i broderstrid (Sovjetunionen kontra Jugoslavien, Rumænien, Kina), har historiens dialektik maget det så at kapitalismen har kunnet tilbyde menneskeheden et fællesskab i skikkelse af neoliberalisme, monetarisme og unilateralisme (en enkelt kapitalistisk supermagt, der nærmest afgør verdens skæbne). Resultaterne har vist sig lige så ringe som socialismens: skærpede uligheder, fanatisk nationalisme og religiøs fundamentalisme. Læren af dette er: Når penge ikke længere er et middel, men målet i sig selv, indebærer det at det internationale samfund ikke længere orienteres mod et projekt. Derfor kan vi ikke genåbne et kommunistisk perspektiv uden at starte med målene.

 

Kommunismen havde efter Første Verdenskrig en udstrålingskraft af helt exceptionel rækkevidde. Skal den genskabes af en ny kommunisme, må den knyttes til et internationalt perspektiv – uden bindinger til Moskva, Beijing, Havanna, osv. Det kapitalistiske, verdensomspændende system skal udfordres af en ny generations internationalisme, præget af gensidig solidaritet og menneskelig universalitet.

 

 

Niels Rosendal Jensen er lektor i pædagogisk sociologi. Han var medlem af Danmarks Kommunistiske Partis Centralkomite i 1974-89 og er tidligere forstander for Nexø-højskolen. I dag er han ansat ved Danmarks Pædagogiske Universitet og har senest udgivet ”Grundbog i socialpædagogik” (2006).