Sorgen over historiens ofre samtale om den kommunistiske tradition

29.09.08 af Patrick Mac Manus | Tema | DNC #8                                    

TEMA. Patrick Mac Manus, der igennem flere årtier var medlem af DKP (Danmarks Kommunistiske Parti), har skrevet et kritisk essay om den kommunistiske tradition: hvilken lære skal venstrefløjen drage af historien og hvilken vej skal vi gå?

1.

Sorgen over historiens ofre må bidrage til et opgør med historieopfattelser der søger at begrunde en iboende ”lovmæssighed” eller retningsbestemthed i historien.

 

En ”foregrebet” fremtid bidrager til at devaluere både nutid og den nære fremtid som er det menneskelige livsindhold i al sit kortsigtede og nødvendige nærvær. Forvaltningen af den ”foregrebne fremtid” har medført usigelige overgreb på de levende. I visionen forvandles nuet til blot at være en overgang, og i den kommunistiske tradition har begrebet ”overgang” kunnet legitimere alt.

 

Visionens pris er også løgnen hvor visionen forstener og magten hævder at den allerede er indfriet. At kommunisterne selv var blandt ofrene for deres egen vision, for dens uigennemskuelige omtolkninger og tilpasninger, fritager dem ikke fra kravet om et uforfærdet selvopgør – snarere tværtimod. Den nye erkendelse der vokser frem i verden, er blevet sig mere bevidst om tilfældet, behovet, hverdagen og nuet. Den er båret af indlevelse i de sociale livsformers skrøbelighed. Den ved at livet er endeligt, at det slutter hver gang med det enkelte menneske. Den er både mere frit drømmende og illusionsløs. Den ved også at menneskets egentlige drøm er enkel.

 

Den er at kunne leve et liv i overensstemmelse med livet. Et liv der omfavner verden og omfavnes af den, et liv der ikke beskadiger det kommende liv, et liv der erkender livets endelighed, menneskets og naturens, der kender tiden for solens sammenbrud og planetens lange, men ikke uendelige historie.

 

2.

I modstandens nye bevidsthed afvises ”dræbende ideer”, ideer der sætter fatale skel. Uanset hvordan sådanne skel defineres – og den nære fortid kan fremvise mange varianter på sociale og kulturelle definitioner der inddrager og udelukker og i sidste ende tilkender eller frakender retten til livet – er resultatet en dehumanisering af alle. Og den kommunistiske tradition fremviser sådanne dehumaniserende træk. Træk indfriet af Pol Pot og den kommunistiske oprørsgruppe De Røde Khmerer, der medførte næsten to millioner døde i Cambodja. Et ekstremt eksempel der i sine handlinger afspejler dehumaniseringens lange forhistorie.

Dette udelukker naturligvis ikke vidtgående indgreb mod magt- og privilegiestrukturer der hæmmer en almen menneskelig udvikling og frigørelse. Sådanne indgreb kan begrundes sagligt som videreudvikling af en humanistisk tradition, der i århundreder fastholdt ulighed og beherskelse som social og etisk grundlag.

Forandringen og ophævelsen af magtstrukturer kan begrundes og iværksættes under overholdelse af etiske normer der løbende antager ny form og indhold i menneskehistorien. Revolutioner har hidtil repræsenteret tilvejebringelse af en bestemt klasses endelige adgang til magten. En historisk snæverhed der i sin opståen som massernes opgør med historien udgav sig for at være noget andet end det gennem tiden dokumenterede resultat.

 

En række efterfølgende opstande i europæiske lande, især i 1848, repræsenterer ofte et forsøg på at overvinde denne historiske snæverhed. Opstandene blev voldeligt nedslået af magten der fastholdt den opnåede magtstruktur og dens tilkæmpede privilegier.

 

Grundlæggende etiske normer tilsiger en radikal omformning af de globale menneskelige livsvilkår. Den etiske normdannelse er et dynamisk historisk resultat af disse vilkår, og i de senere årtier har den udstrakt sig til stadig flere livsområder der hidtil ikke er blevet anerkendt. Ikke mindst de menneskelige livsvilkårs forhold til naturgrundlaget har i stigende grad ramt magtens historiske og især økonomiske snæverhed. Udvidelsen af den etiske horisont om magtens blinde udnyttelse af mennesket og dens vedvarende destruktion af det menneskelige naturgrundlag kan i særlig grad tilskrives nye begrebs og modstandsformer.

 

3.

Verden kan ikke rummes i én bestemt teori. Verden kan kun rummes i verden. Der er ikke én bestemt optik, hvorfra verden kan ses som den er og bliver.

I al tænkning er der en indsnævring og en udelukkelse. I tilegnelsen af verden falder verden også bort. Det er tænkningens vilkår både som uformåen og som fristelse. Erkendelsens opgave er både at erkende det erkendte og at ane det uerkendte. Det uerkendtes omfang er også uerkendt. Omkring det udtalte samler der sig et uudtalt univers, omkring enhver handling samler der sig et fravalg og et fravær.

 

Undertrykkelse er fortrængningens fysiske dimension, dens overgreb på dem der er bærere af en fortrængt virkelighed. På dem der ser og tænker og taler og elsker på en anden måde.

 

Indsnævringen af virkeligheden vil altid blive undermineret af den historiske proces. Dens ofre vil dog for altid forblive utrøstelige. En sådan erkendelse er del af en fornyet kommunistisk moral.

 

4.

Med sit udspring i det nittende århundrede arvede socialismen århundredets særegne blindhed, dets overvurdering af den menneskelige erkendelsesevne, en opfattelse af videnskab som en fremadskridende proces der ville være i stand til fuldt ud at forstå, foregribe og forme både naturlige og samfundsmæssige processer.

 

Århundredet led af en åbenlys eller latent forventning om at den menneskelige historie ville kunne nå en egentlig afslutning hvor alt ville være opklaret. Al hidtidig historie er i denne forestillingsverden som den kommunistiske tradition deler, blot forhistorie. I denne tilgang sker der en principiel undervurdering af fortsat manglende erkendelse, af det uerkendte, af det uforudsete, af det uhåndterlige i historien. Det uerkendte er ikke et mørkt område, der efterhånden belyses og formindskes. Det uerkendte er selv del af den historiske proces, det uerkendte er selv dynamisk. Det kan vokse og forandre sig og unddrage sig på nye måder, og kan i kritiske perioder blive helt overskyggende i forhold til den menneskelige erkendelse og praksis. En ”videnskabelighed”, der overser dette er ikke videnskabelig.

 

Det er netop definitionen på en ”krise”, at den overgår det repertoire af viden og handlemuligheder, som er til rådighed, og at dette misforhold ikke erkendes af aktørerne. Dette er også tilfældet i dag: vi lever i et fravær af begreber og handlingsperspektiver der blot tilnærmelsesvis svarer til omfanget af de farer og af de muligheder der ligger forude.

 

5.

Marx afviser en etisk begrundelse af modstanden. Hans skelnen mellem ”undertrykkelse” og ”udbytning” er led i en sådan afvisning.

 

Det var de ”udbyttede” der i kraft af deres strukturelle position i den kapitalistiske økonomi bar den kommende frigørelse med sig. Til forskel fra de blot ”undertrykte” der kunne repræsentere mange forskellige og ofte ”reaktionære” interesser. Integrationen i lønarbejdets system var det afgørende kendetegn.

 

Dette påvirkede vurderingen af grupper der endnu ikke var blevet inddraget i lønarbejdets system eller var blevet udstødt derfra. Et udtryk herfor er Marx’ holdning til befolkninger der søgte at modstå kolonialismen, ”barbariske berbere” og andre der ubehjælpsomt satte sig imod indlemmelsen i den kapitalistiske civilisation. En nedsættende opfattelse af de ”udstødte”, af det såkaldte lumpenproletariat, er også i tråd hermed.

 

Proletariatets frigørelse var den eneste relevante historiske konflikt i tiden. Denne konflikt ville udfolde sig med en overordnet ”nødvendighed”, som en ordnet og regelbunden historisk proces.

 

Det er ikke en sådan ”ordnet” kvalitet der kendetegner konflikter hvor grundlæggende civilisatoriske og etiske værdier er i opbrud. Det tyvende århundrede giver tilstrækkeligt belæg herfor. Der er ingen ”historisk logik” der blot udfolder sig med ”nødvendighed”. Historie består af ”valg”, af ”alternativer”, af ”unødvendighed”, af en radikal ”usikkerhed” og ”uoverskuelighed” hvor selve definitionen af det menneskelige udfordres.

 

En sådan udfordring af det menneskelige kendetegnede både den nazistiske og stalinistiske struktur, der var fælles i dannelsen af en ”historisk logik” der ramte de millioner der ikke levede op til den. De såkaldte ”fængselslejrsange” eller ”blatnye pesni” afspejler et sprog der gør op med et officielt politisk og kulturelt sprogs hule patos og statsbærende fraser. De nye sange, der fremtrådte offentligt efter Stalins død og den store løsladelse, kastede sig over dette djærve, direkte og endnu ikke kompromitterede sprog. Og i nogle år kunne de synges indtil de igen blev mere og mere overkommet af magtens kulturelle strenghed.

 

I sådanne perioder kan fastholdelse og videreudvikling af en politisk, økonomisk og etisk normdannelse netop ikke undværes. Afvisningen af den etiske dimension, der er central i enhver historisk konflikt og i enhver magtudøvelse, har sat sig dybe spor i den kommunistiske bevægelses historie. Økonomisk og politisk ”nødvendighed” er i sidste ende demoraliserende, dens slagskygge er moralsk forfald.

 

6.

I forskellige socialhistoriske perioder vil bestemte sociale klasser indtage særlige strukturelle betydninger. Denne strukturelle betydning ændrer sig i den historiske udviklingsproces, overlejres af andre betydninger, og flettes ind i nye dimensioner af magt og underordning. I udviklingen af arbejdsprocesserne, af redskaberne og af arbejdskraften, skabes både nye magtforhold og nye frigørelsesmuligheder.

 

Forestillingen om et relativt ensartet eller afgrænset ”subjekt” i forandringsprocessen må opgives. Bestræbelsen på at definere én bestemt afgørende ”aktør”, eksempelvis ”proletariatet”, er blevet undermineret af selve den globale historiske proces.

 

Selvom bestemte samfundsmæssige sektorer kan fremhæves som relativt afgørende i bestemte situationer er drivkraften i den historiske proces helheden i en menneskelig aktivitet der er flettet ind i objektive processer, som den både selv skaber og skabes af, og ikke selv er i stand til at begribe fuldt ud.

 

Subjektet i den historiske proces er selve den menneskelige aktivitet i verden, dens interesser og interessemodsætninger, dens viden og uvidenhed, dens traditioner og tolkningerne af dem.

 

7.

Hidtidige modeller for ”modernisering” af samfundsøkonomier slår ikke længere til. Ikke alene den ”socialistiske udviklingsmodel” men også varianterne af en kapitalistisk udviklingsvej er i dyb krise. Med baggrund i den nuværende globale produktive kapacitet formår industrialiseringsmodellen ikke længere at absorbere de utallige marginaliserede. Koblingen mellem industrialisering og urbanisering er brudt. Endeløse townships og locations, favelas og villas miserias, vildtvoksende og trøstesløs vækst i uformelle og forarmede bosættelser, er blot et eksempel herpå. I en omfattende litteratur om ”formel” og ”uformel økonomi”, om relationerne mellem en ”første” og ”anden økonomi”, er der for det meste tale om bestræbelser på at ”løfte” den ”uformelle” økonomi ind i et mere reguleret økonomisk kredsløb, som ofte blot har undermineret fleksibiliteten i den ”uformelle” overlevelsesøkonomi.

 

Der er også synspunkter der i den ”uformelle” økonomi ser muligheder for at videreudvikle et brugsværdiorienteret kredsløb af produktion og tjenesteydelser, der kan tjene de marginaliseredes interesser.

 

Nytænkning er nødvendig for alle der ønsker at kunne håndtere og forstå den tiltagende marginalisering af stadig flere, både i mere velstående og mindre udviklede økonomier.

 

8.

Som organisationsformer har statsdannelse og politisk partidannelse deres udspring i en bestemt historisk periode. Deres betydning og rolle som historiske aktører ændrer sig over tid.

 

Skabelsen af nationale territorier, af nationale identiteter og markeder er historisk set staternes aktionsfelt, hvor den politiske partidannelse og dannelsen af faglige organisationer igennem demokratiseringsprocessen repræsenterer forskellige interesser heri. Nedbrydningen af nationale markeder, nye former for territorialisering og international institutionsdannelse, og hermed nye former for identitetsdannelse, fremkalder nye organisationsformer, historiske aktører og interesser.

 

Disse organisationsformer er ikke længere som i en tidligere periode i kapitalismens udvikling formet af hærens, af skolens og fabrikkens autoritære model. Produktivkræfternes mest avancerede udviklingsfelt giver mennesket en adgang til verden der ikke kan eller kun vanskeligt kontrolleres af magten. Forsøget på en sådan kontrol præger det nuværende kinesiske styre, men vil i længden ikke kunne lykkes.

 

Adgangen til verden er præget af selvorganiserede netværk på tværs af traditioner, hierarkier og kulturer, hvor relationerne er fleksible, innovative, omskiftelige og globale. Gensidig kontakt, anerkendelse og sympati, globalt samarbejde og nye globale handlingsstrukturer vokser frem. Sociale, politiske og etiske dialoger forener i stigende grad forskellene i denne ene verden.

 

Ethvert forsøg på at forandre grundlæggende produktionsforhold må i sig selv afspejle de mest avancerede organisationsformer som produktivkræfterne selv frembringer. Opgøret er selv et udtryk for disse revolutionerende organisationsformer.

 

Set i dette lys er den traditionelle partidannelse og faglig organisering ikke en tilstrækkelig model. Menneskene organiserer sig anderledes, ikke blot som arbejdskraft, men også i opgøret med kapitalens beherskelse af arbejdskraften.

 

9.

I tilbageblik kan kommunismens og socialismens hidtidige former opfattes som forcerede akkumulationsmodeller i tilbagestående økonomier, hvor tvangen var en forsinket og afkortet genspejling af kapitalismens egen oprindelige, langvarige og tvangsprægede akkumulationsproces.

 

I de socialistiske modeller, der brød sammen i det tyvende århundrede, var de industrielle disciplineringsformer forbilledet for en politisk disciplinering af samfundet. Forsøget på at reducere samfundet til produktionssfære kunne ikke andet end mislykkes.

 

Hertil kommer at de østeuropæiske ”socialistiske” statsdannelser var et foreløbigt og i længden uholdbart krigsresultat uden selvvalgt forankring i de pågældende samfund.

Lenins opfattelse af et kommende samfund som ”fabrik” var i dyb uoverensstemmelse med det menneskelige socialitets egentlige væsen, med den menneskelige hverdags eget spontane ønske.

 

Et leninistisk parti er ikke en organisationsmodel der kan opfange og videreudvikle de kampe der føres lokalt og globalt, og ikke en organisationsform, der kan danne model for reguleringen af et socialistisk samfund i det enogtyvende århundrede. Et sådan partis bidrag kan være positiv kun i det omfang det erkender sin begrænsning.

 

Det leninistiske parti var et spejlbillede af magtens centralistiske organisationsform i en bestemt historisk periode. I sin magtudøvelse videreførte partiet en autoritær moderniseringsproces der allerede var påbegyndt af den tidligere statsdannelse. Mange af denne stats autokratiske træk blev forstærket under den såkaldte ”socialistiske akkumulation”. Undertrykkelsen af de demokratiske landvindinger og af nye eksperimentale styreformer, der blev udviklet i den revolutionære periode, førte i sidste ende til stagnation og sammenbrud.

 

Magtens organisationsform ændrer sig over tid og dens ”genspejling” i modstandens organisatoriske former ændrer sig ligeledes. Sammen med bevidstheden om ”genspejlingen” som uundgåeligt vilkår vokser bevidstheden om dens fare. Uden kritisk refleksion og kritisk praksis vil magtens kontinuitet blive opretholdt og igen og igen vil den vende sig mod videreudviklingen af den demokratiske proces.

 

10.

Marx skriver at filosofferne har tolket verden forskelligt, men at det handler om praktisk at forandre den. I forandring af verden er der en forandring af tanken. Og i forandringen af tanken i tiden kan foregribelsen af forandringen af verden også anes som symptom og signal.

 

Beherskelse af mennesker indeholder altid et symbolsk element, et element af tolkning der gør tilstanden forståelig både for den herskende og den beherskede. Hegemoni er altid både fysisk og symbolsk, magten hersker over kroppen og over sindet.

 

Den symbolske dimension er taget voldsomt til i omfang i de senere årtier. Produktionen af symbolske verdener, af kulturelle forståelsesformer er i dag en produktion, der er organiseret materielt både i hidtil uset omfang og teknologisk niveau. Underholdningens dybeste betydning er at ”holde under”, at underkaste mennesker de billeder og det sprog,der hersker i tiden. At anfægte, kritisere og underminere denne produktion af forståelsesformer er en integreret del af den forandrende praksis. Omfortolkning og omvæltning kan ikke adskilles.

 

Hertil kommer at den globale modstand ikke udgår fra et bestemt centrum, at den ikke ledes af en bestemt instans, at den ikke er underlagt et enkelt, hierarkisk sprog. Den hviler på forskellige tolkninger, forskellige sprog og kulturer. Den er ikke ”monokulturel” som tidligere tiders kommunistiske internationale, der søgte at etablere fælles normer og fælles sprog blandt dens sektioner.

 

Netop denne mangfoldighed gør tolkningsarbejdet til en central dimension i modstanden. At forbinde modstandens elementer, at knytte dens tråde og temaer sammen, at skabe overblik uden at reducere, at gøre modstanden forståelig for sig selv i hele sin globale kompleksitet, i sin samtidighed og usamtidighed, i sine ligheder og forskelligheder er i dag en nødvendig praktisk bestanddel i udviklingen af denne modstand.

 

Der er behov for en tænkning og praksis der lader sig gennemstrømme af verden, af mangfoldigheden i verden, af alle modstandens former og sprog. Om den kommunistiske tradition er i stand til dette, er endnu tvivlsom. Uden radikalt selvopgør vil den ikke være i stand til det.

 

Der er behov for at gribe tilbage til modstandsformer, også de anarkistiske og utopiske, der i den kommunistiske tradition blev fordømt som reaktionære og kontrarevolutionære. Der er også en modstandens undertrykte historie der skal rehabiliteres i en verdensåben tilegnelse af den mangfoldighed af kamp- og protestformer der kendetegner modstanden i disse år.

 

11.

At den kommunistiske bevægelse ikke har gennemført en selvorganiseret og vedvarende ”sandheds- og forsoningsproces”, som den der kendes fra forskellige samfund i kølvandet på traumatiske historiske perioder, er kritisabelt. Kommunismens hidtidige historie er en sådan traumatisk periode, både for de overlevende og for de døde, som ikke kan forsones, og for den kommunistiske bevægelse selv. Uden en autonom kritisk proces, der ikke er drevet i defensiven af en udefrakommende og ofte berettiget – men lige så ofte ukvalificeret – kritik, vil den kommunistiske bevægelse fortsat være lammet af en uforløst fortid.

 

Hidtidige interne kommunistiske analyser af fortiden lever ikke tilnærmelsesvist op til kravet om historisk redelighed og moralsk ansvar. Uden moralsk regeneration er den kommunistiske bevægelse uden fremtid. Og hvis den i kraft af ekstreme omstændigheder alligevel skulle vise sig at kunne indtage en fremtidig rolle, vil den – uden et sådant selvopgør – gentage fortidens mønster og endnu engang bryde sammen når disse omstændigheder igen bliver normaliseret.

 

12.

Dette er en epoke med tilspidset konflikt. En epoke hvor ét imperialistisk system svækkes og viger for andre nationale og globale interesser. En epoke præget af store farer og store muligheder. Et truet naturgrundlag, voksende global ulighed, masseopbrud og migration, ressourcekamp og krige er det stof som revolutionære omvæltninger er gjort af – både i historien og i fremtiden. Herskende klassers manglende evne til at erkende og handle i forhold disse ufordringer er et yderligere og altid afgørende element. Ret beset er alle sociale revolutioner vokset ud af en sådan uformåen.

 

Men også modstanden må erkende sin egen uformåen, erkende det ”uerkendte” i den historiske proces, ikke mindst i perioder præget af dybtgående sociale kriser. I en sådan periode vil begivenheder og handlinger oftest ”løbe forud” for de begreber som modstanden endnu formulerer sig i. Netop derfor vil enhver fastfrysning af perspektiver bidrage til en selvforskyldt uformåen, der kan undgås. Den ”uformåen”, der vedrører det principielt ”uerkendte” i en krisepræget historisk proces, kan ikke undgås.

 

Hvis den kommunistiske bevægelse skal kunne gribe disse muligheder som afsæt for en radikal demokratisk omformning af både den nationale og globale politik, skal den vide at omforme sig selv. Den skal udvikle eksemplariske organisatoriske strukturer, en demokratisk kultur og et ufravigeligt etisk fundament, der kan bidrage til at skabe nye modeller for folkelig deltagelse i en socialrevolutionær udviklingsproces.

 

Patrick Mac Manus var i perioden 1973-1990 medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, men til tider på kant med ledelsen. I 80’erne engagerede han sig i kampen mod apartheid i Sydafrika og fungerede som formand for Landskomiteen Sydafrika-Aktion fra 1986-1990. Aktuelt er Mac Manus, i sin egenskab af talsperson for foreningen Oprør, tiltalt efter den såkaldte terrorparagraf der kan give op til ti års fængsel. Mac Manus udgav i 2000 bogen “For endnu at kunne leve”.